Blåmuslinger med grillet agurk

Blåmuslinger med grillet agurk

Selvom vejret er til at grille, behøves man ikke grille hver dag. Jeg synes det var helt dejligt at få en lille let aftensmad i dag, hvor der har været ret så varmt. Jeg har i længe tænkt på at vi skulle have muslinger, men de er faktisk ikke nemme at opdrive her hvor jeg bor. Ikke engang fiskehandleren havde dem. Heldigvis var Rema1000 redningen, for netop i dag havde de ferske muslinger i køledisken. Muslinger er en skøn spise, super nem at tilberede og lækker og let.
Helt uden grill blev det så ikke, for der skulle lige et par agurker på grillen, som blev serveret til.


Ofte serveres pommes frites, eller pasta til muslinger, og det smager også godt, men når vi nu har nye danske kartofler og skønne grøntsager, er det også dejligt at få dem til.

Dampede Muslinger


2 personer

  • 1 kg blåmuslinger
  • 3 forårsløg i tynde skiver
  • 1 fed hvidløg i bitte små tern
  • 2 gulerødder i små tern
  • evt. lidt chili
  • 2½ dl hvidvin
  • 2 dl fløde
  • lidt smør til stegning
  • salt, peber
  • citron i både
  • hakket persille

Hæld muslinger op i en skål med rigeligt vand og vask hver enkelt musling godt. Fjern evt. skæg. Åbne muslinger bankes let i bordet, og lukker de sig ikke, kasseres de. Kom dem i en skål uden vand.

Smelt lidt smør i en stor gryde og sautér de fintsnitte grøntsager kort, inden muslingerne hældes ved. Kom hvidvin op i, og læg låg på. Muslingerne dampes 7-8 min, – ryst gryden et par gange under kogning.

Hæld suppen fra og over i en mindre gryde, og tilsæt fløde, salt og peber. Lad saucen koge i 5-10 min.

Imens sorterer du de muslinger fra, som ikke har åbnet sig. Når saucen er færdig, hældes den over muslingerne i gryden og det hele får lige et hurtigt opkog.

Drys gerne med persille ved servering. Servér citronbåde til.

Tilbehør


2 personer

  • ½ agurk
  • grønne friske asparges
  • hjemmebagt flutes
  • en god hvidløgsdressing af creme fraiche, salt, peber og hvidløg

Vask asparges, bræk det nederst af og anret dem i et glas.. Lav din dressing og hæld op i en skål.
Skær agurken igennem på langs, så der bliver 4 strimler. Læg dem på en varm grill eller pande, og steg dem til de har taget lidt farve.
Kom flutes på grillen for at lune dem.

Dyp grøntsager i dressingen eller kom en skefuld op agurkerne når du serverer. Vi fik det som snacks-tilbehør. Det synes vi er ret hyggeligt.


Vi fik også helt nye danske kartofler til. De smager nu altså bare godt, og man kan tydeligt smage forskellen.

Hvidvin i glasset, muslinger og lækkert tilbehør på tallerken, og solens sidste stråler for i dag. Sikke en skøn sommeraften.

Print

Skriv gerne en kommentar - det gør mig altid glad.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*