Frokost på Vester Vedsted Vingård

Frokost på Vester Vedsted Vingård

Så blev det atter weekend, men denne gang er det ikke en hvilken som helst. For jeg har nemlig en hel uges ferie nu. Så jeg håber jo på lidt forår, så jeg rigtig kan nyde det. Ellers er der også en bog parat, hvis vejret skulle blive til det. Et er bare sikkert, – jeg vil ikke kede mig.

Jeg startede ferie i dag, med at tage til Ribe og få købt sådan en støvsuger uden ledning. Den har jeg ønsket i længe, og så var den lige på tilbud. Bare afsted – og det kom vi. Bagefter var vi jo sultne, så også her blev et længe næret ønske opfyldt. Vi kørte nemlig ud til Vester Vedsted Vingård for at spise frokost. Jeg har læst og set billeder derfra og tænkt mange gange, at der skulle jeg altså ud. Det blev så i dag, og jeg er helt sikker på, at der kommer mange gange fremover. For det er et helt fantastisk sted.


Udover at ligge midt i smukke omgivelser, har de også det økologiske mærke i sølv (60-90% økologi), og det uden at det er dyrere end andre steder. Her ånder der fred og ro. Man fornemmer ingen stress og fortravlede serveringer. Der er tid til en snak, et smil og man føler sig på alle måder velkommen her. Og det var ikke fordi der ikke var andre end os i caféen, for der kom hele tiden folk ind. Maden blev hurtigt serveret, så selvom der ingen jag var, foregik det hele hurtigt men i en afslappet ånd. Det gør at man får en god oplevelse, og virkelig slapper af. Alt imens Marie lavede maden i køkkenet, sang hun. Er det ikke bare glæde der skinner igennem sådan et sted?


Nu er det jo også en gårdbutik, så selvfølgelig skulle jeg have det hele kigget godt efter. Hold da op, der er altid så meget jeg næsten ikke kan undvære. Men med tanken på den oprydning jeg netop kom fra derhjemme, undlod jeg at indkøbe nyt. Tror gemalen åndede lettet op. Der var ellers nogle ret fede viskestykker, og så var der deres vine. Vin (rød, -hvid- og rosévin) de selv producerer fra deres vinmarker. Jeg smagte rosévinen, som virkelig er god. Perfekt sommervin. Og ja, deres øl var også ret god, og den er også brygget i Vester Vedsted Vingård. Vinene er ikke helt igang endnu, så indtil videre kan den kun købes hos dem selv i butikken. Men jeg håber da at jeg en dag kan sælge nogle af deres produkter i webshoppen.


Det var jo så frokost vi kom for at spise. Dagens frokost var økologisk jerseystud fra marsken ved Kammerslusen med bønner, bønnemos og coleslaw. Alt lavet fra bunden. Kødet smeltede i munden og smagte fantastisk, ligesom tilbehøret gjorde. En rigtig skøn frokost, som man blev godt mæt af. Gemalen brummede ihvertfald ret så tilfreds.
Jeg valgte en quiche Lorraine med bacon, æg og fløde, serveret med coleslaw, brød og smør. Man kunne smage både smør og fløde, og sammen med de andre ting var den intet mindre end perfekt. Opskriften er en familieopskrift, som Jérôme har med fra sin tipoldemor, der lavede den på sin café i Frankrig.

Faktisk kan man også få en rundvisning og fortællinger om om det hele. Vi snakkede om, at det kunne være sjovt at  høre lidt mere om vin, øl og hvad der ligger bag hele projektet. VVV har ofte arrangementer, og det er ikke utænkelig at der kommer et par stykker vi gerne deltager i. Man kan på deres hjemmeside læse om alle aktiviteter som de har.


Jeg skal lige nævne, at dette indlæg IKKE er sponsoret, men skrevet fordi jeg er ret så begejstret for stedet.
Hjemmesiden er www.vvvingaard.dk.
I skal virkelig tage en tur til Vester Vedsted, hvor den lille vingård med ca. 10.000 vinstokke liger. Når man parkerer og går den korte vej op til caféen, kommer man forbi vinmarken.

Da vi havde spist froskost. sluttede vi af med en kop kaffe. Hertil fik vi en lille småkage, papirtynd og lavet af bla. kaffegrums. Dem skal jeg eksperimentere med, for tænk at man kan bruge kaffegrumsen i kager.
Kokken, Marie skulle afsted, og inden hun gik, kom hun hen og gav hånd og ønskede os en fortsat god dag. Sikke en varme, og vi fik endnu mere lyst til at komme igen.


 

Skriv gerne en kommentar - det gør mig altid glad.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*