Galette med stegt flæsk

Galette med stegt flæsk

Stegt flæsk er ikke det mest sunde, men alligevel rigtig lækker. Heldigvis var jeg så heldig, at jeg i weekenden fik et par poser friskopgravede/plukkede grøntsager med hjem, så der er nok at tage af. Det endte med en lidt sundere udgave af den traditionelle stegt flæsk med persillesovs.

Galetten kan uden flæsk serveres til mange andre kødretter som tilbehør, eller den kan spises helt uden kød. Og så det vigtigste eller det bedste, der kan kommes lige det du har i galetten. Halvkedelige grøntsager bliver mega lækre i den franske tærte.


Galette med grøntsager og flæsk


3 personer til hovedret

Galette:

  • 100 gr koldt smør
  • 195 gr hvedemel
  • 1 tsk salt
  • ½ dl koldt vand

Kom tern af det kolde smør i en skål eller blender sammen med salt og smuldrer eller blend til mel og smør er som revet ost. Tilsæt det kolde vand og saml hurtigt dejen til en kugle. Læg dejen i køleskabet mens du laver fyldet.

  • 500 gr ferske flæskeskiver
  • 400 – 500 gr. blandede grøntsager/rodfrugter
    f.eks:
    squash, kartoffelskiver, gulerodsskiver, bladbeder, grønkål, tomater, porrer osv.
  • olie til stegning
  • hvidløgspebersalt eller salt og 2 fed hvidløg
  • peber
  • rosmarin
  • stor bundt persille
  • 100 gr gedeost / fetaost

Skær rodfrugter og grøntsager i mundrette stykker og kom dem på en varm pande. Lad dem simre ca. 10 min og krydr med salt, peber og rosmarine. Lad dem stå og afkøle.

Rul dejen ud til en stor cirkel, men så den stadig kan være på bagepladen. Kom grøntsagsblandingen på midten og fordel ost og grofthakket persille over. Fold kanterne op omkring fyldet, ca. 5 cm over hele vejen rundt.
Bag i ovnen ved 200 grader i ca. 40 min.

Har du varmtluftsovn, er det nemmeste at lægge flæskeskiverne på en bageplade med bagepapir og sætte i ovnen sammen med galetten. Ellers må du stege dem på panden.

Bræk flæskeskiverne over galetten når den er færdig og server. Det smager godt med lidt creme fraiche til. der er rørt op med hakket persille og krydret med salt og peber.


Jeg kan ret godt lide sådan en grøntsagsgalette, men min mand var nu mere til flæsket. Egentlig en fin fordeling.

Print

Skriv gerne en kommentar - det gør mig altid glad.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*