Grove chokolade boller

Grove chokolade boller

I morgen er det sidste dag i marts måned, og i morgen skulle det blive en utrolig lækker fredag med sol og varme. Jeg håber vi her i det sydvestlige hjørne også får lidt af det gode vejr.

Jeg ved ikke, om det er sol og varme jeg savner, men jeg er ikke helt på dupperne for tiden. Jeg lever ligesom i en boble. Livet kører derud af, uden jeg egentlig er med i det. Kender i den fornemmelse? Jeg er med, eller kroppen er med, resten er ikke. Det jeg vil sige er bare, at jeg ikke har det skide godt (igen). Der er tidspunkter, hvor jeg er glad og sprudlende, for i det næste øjeblik at føle mig trist og ked af det. Helt uden grund. Min terapi er at gå i køkkenet, eller ud i køkken- og urtehaven. Det sidste satser jeg meget på kan lade sig gøre i weekenden. Men lige nu er det køkkenet. Eller det var det i hvertfald i går. Og mon ikke det også bliver til lidt i weekenden, for der rumsterer nogle lette og søde forårsmarengs i mit hoved, som absolut må prøves.

I går fik jeg pludselig lyst til at lave en portion boller. Og de fik chokolade i, så den søde tand også blev tilfredsstillet. Sådan lidt for sjov, bagte jeg dem i muffinsformene, som jeg smurte med olie og dryssede med fuldkornstang mel. Det gav en fantastisk lækker skorpe. Faktisk smagte de rigtig godt bare sådan, men lidt smør skadede nu heller ikke.

Grove Chokolade Boller

  • 50 gr gær
  • 6 dl håndvarmt vand
  • ½ dl olie
  • 1 spsk salt
  • 3 spsk rørsukker
  • 2 spsk chiafrø
  • 200 gr speltmel
  • 200 gr fuldkorns tangmel
  • ca. 250 gr hvedemel
  • 1 dl hakket chokolade (kan udskiftes med tørrede tranebær)
  • 1 dl græskarkerner

Bland vand og gær sammen og tilsæt salt, sukker og chiafrø sammen med olien. Bland godt sammen inden du kommer mel i. Kom speltmel. tangmel, chokolade og kerne i. Jeg rører altid på røremaskinen, så dejen bliver rigtig godt æltet. Gerne 10 min. Kom hvedemel i, men hold lidt til bage, og se om der skal mere eller mindre i. Dejen skal være ret blød.

Sæt den til hævning et lunt sted i ca. 1 time eller dobbelt størrelse. Smør muffinsforme med olie og drys med fuldkornstangmel, eller gør en bageplade med bagepapir klar.
Vend dejen ud på bordet, og skær ud i den størrelse du vil have bollerne. Sæt til efterhævning i 45 min. Smøres forsigtigt med kaffe eller mælk og bages ved 200 grader i ca. 16 min.

Nu dufter der af pivlækre boller og tænderne løber sikkert i vand.

Hvis du skal se X-Factorfinalen i morgen aften, tror jeg bollerne vil være helt perfekte i den anledning. Men de smager også mega godt på alle andre tider af dagen, ugen, måneden eller året. Men måske allerbedst den sidste dag i marts.

Print

One Comment

  1. Nanna Rosenmeyer Witek

    Supergenial og fantastisk opskrift! De fungerer perfekt til ren råhygge og læsning af en anden fræk snack nemlig, ebogen Direktørens sekretærer af N. Johansson! Mange, mange tak for en saftig blog med masser af inspiration og idéfyldte opskrifter!! :)

Skriv gerne en kommentar - det gør mig altid glad.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*