Hindbær og Mango Marengs

Hindbær og Mango Marengs

Kan det virkelig passe, at vi har så fantastisk vejr lige nu? I går var der 21 grader her, og man svedte faktisk lidt. Efter arbejdet, tog vi en tur til Kolding, hvor vi kunne sidde ud i solen, faktisk helt ud over åen, og spise aftensmad. Inden da, havde vi været forbi en blomsterhandler vi kender, og indkøbt planter til krukkerne, når stedmoderplanterne en gang ikke kan længere. Det varer noget endnu, men de fine planter vi fik med hjem, skal også først i drivhuset. De kan slet ikke tåle at være udendørs endnu. Men jeg bliver fuldstændig overstadig, når jeg ser alle de dejlige planter og farver. Så der kom en del med hjem. Og da også lige et par potter krydderurter, selvom jeg har en del efterhånden.

Ja det blev også til en hurtig tur i Kolding Storcenter, men faktisk kom jeg ud, uden at have købt noget. Det var kun gemalen der brugte penge denne gang. Til vejen hjem, skulle vi lige have en coffe-to-go med fra Starbucks, og valgte en ret ny med karamel. Øv, for den var absolut ikke lige mig. Der var alt for meget karamelsirup i, så den var både mega sød men også bitter. Så var det dejligt at få en ganske almindelig kop god kaffe, da vi kom hjem.


I dag er det så knaps så varmt, men alligevel dejligt. Vinduerne har været åbne, og solen er kommet ind i køkkenet til mig, hvor jeg har været igang med marengs. Jeg lavede også nogle lækre kager, som jeg lavede for mange år siden (til mine børns dåbsfester), men som desværre er blevet lidt glemt for mit vedkommende. Nu lavede jeg dem så i dag. Men den opskrift må I vente med, til i morgen. For nu gælder det marengstoppe eller kyskager.

Hindbær- og mangopulver, som jeg har brugt, er en af Spicebars gode økologiske frugtpulver og kan købes i min webshop.


Marengs toppe

  • 2 bægre pasteuriseret æggehvider  eller ca. 75 g alm. æggehvide
  • 1 tsk. citron saft
  • 140 g sukker
  • 2 tsk Mangopulver
  • 2 tsk Hindbærpulver

Når man skal piske æggehvider, er det allervigtigste, at skål og piskeris er helt rene og tørre. Ellers kan det ikke lade sig gøre. Jeg bruger håndmikseren, men en røremaskine med pisker kan også bruges. Derimod skal der godt nok mange armkræfter til, hvis man skal piske med et almindelig piskeris i hånden.

Kom æggehvider i en ren skål og pisk så de skummer godt. Kom 1 tsk citronsaft i og fortsæt med at piske til de er helt stive. Hæld nu sukker i ad flere gange, mens der piskes løs indtil det er en stiv og sej marengsmasse.

Marengsmassen deles i 2 portioner. I den ene portion piskes mangopulver i, og i den anden hindbærpulver. Et tips, hvis du vil have røde marengs uden ekstra smag – kom en anelse  rødbedesaft i. Det farver rigtig godt, og smages ikke.

Se de fine små gule strøjf af mango

Kom marengsmassen i sprøjteposer og sprøjt dem ud på en bageplade med bagepapir, i den størrelse du vil have dem.
Marengsmassen er så fast, at du nemt kan lade den ene plade stå, mens den anden bages. De falder ikke.

Bages ved 100 grader i ca. 1 til 1½ time. Mærk på dem. De skal være hårde udvendig, men bløde indeni.

Jeg dyppede mine med hindbær i lidt smeltet chokolade. Smager nemlig kanont godt sammen med hindbær. Dem med mango, fik et drys mangopulver og lidt guld inden de kom i ovnen.

Mango marengs med lidt guld på toppen og et drys mango. Kommes på inden de bages.
Print

Skriv gerne en kommentar - det gør mig altid glad.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*