Hindbær-Ribs saft

Hindbær-Ribs saft

hindbaer-ribs-saft-50-3Man kan tydeligt fornemme nu, at der er en del der har ferie. Der plejer altid at være livlig trafik når jeg kører på arbejde, men i dag var der næsten kun mig. Derimod var der meget trafik da jeg skulle hjem. Men det er faktisk også dejligt at arbejde når andre har ferie,  for det er ligesom om, at det giver lidt mere ro til at fordybe sig i opgaverne. Men der er nu også kun 14 dage, til jeg selv har en uges ferie. Helt alene, så ved endnu ikke hvad jeg vil lave i den uge.

 

I dag derimod, vidste jeg godt hvad jeg ville lave, da jeg kom hjem. Ribsene begynder at modnes, og jeg ville lave saft af hindbær og ribs. Det blev ikke den store mængde, men jeg har forestillet mig at det skal bruges til at blande i nogle bobler, når ferien nu kommer. Så kan jeg sidde på terrassen og hygge mig med sådan een.

Hindbær/Ribs saft.
200 gr ribs
200 gr hindbær
1 dl sukker
½ dl vand
1 lille håndfuld friske mynteblade
hindbaer-ribs-saft-38-2

Kom ribs, hindbær, vand og sukker i en gryde og lad det koge sagte i 15 min. Hæld hele molevitten i en si, og lad saften dryppe godt af. Jeg pressede bærene, for at få al saften med.
Kom en håndfuld mynteblade i saften, og lad den stå koldt til næste dag. Bladene fiskes op, og saften hældes på en flaske, der er skyllet godt med sprut (f.eks. vodka).

Så er der både farve og smag til feriens drinks. Bland det 1-3 med boblende vin eller danskvand, eller i det forhold du synes det smager bedst. Et frosset hindbær eller nogle ribs er både gode og ser godt ud i glasset.

Smid endelig ikke kvaset af hindbær og ribs ud. I morgen vil jeg vise hvordan jeg fik lavet en improviseret dessert af det.

 

 

Skriv gerne en kommentar - det gør mig altid glad.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*