Indonesisk kalvegryde

Indonesisk kalvegryde

For nogen tid siden, fik jeg denne skønne ret i folkekøkkenet hos Café Agnes. Siden har jeg drømt om at lave den, og i dag fik jeg det endeligt gjort. Oprindelig hedder den Rendang Curry, men da den ikke er helt efter opskriften, og der er kalv i den i stedet for oksekød, som Agnes havde, har jeg kaldt den Indonesisk Kalvegryde. Men smagen var meget tæt på den vi fik serveret der.

Selvfølgelig skulle der jo indgå agurk, det skal der jo i denne uge. Så vi fik en agurkerelish til. Det gik fantastisk godt med lidt surt til det indonesiske. Men den må I få opskriften på i morgen.


Indonesisk Kalvegryde


2 personer

  • Olie til stegning
    Krydderi-pasta:
  • 1 fed hvidløg
  • 2 cm frisk ingefær
  • ½ tsk koriander
  • 1 tsk paprika
  • ½ tsk spidskommen
  • 1 løg i mindre stykker
  • 1 spsk limesaft
  • 350 – 400 gr kalvekød i tern
  • 1 dåse kokosmælk
  • 2 tsk karry
  • hvidløgssalt
  • 1 rød peberfrugt
  • 2 forårsløg
  • evt. lidt vand

Kom alle ingredienser til krydderi-pasta i en blender, og kør til det er en jævn pasta. I en gryde svitses pastaen i lidt olie. Kødet tilsættes og det svitser med til kødet er helt blandet med krydderierne.  Tilsæt kokosmælk, karry og et par tsk salt, og lad retten simre til kødet er mørt. Min kogte ca. 45 min.
Skær forårsløg og peberfrugt i skiver og tern og kom dem ved de sidste 10 min. Smag det hele godt til, og kom gerne et lille nip Birds Eye chiliesalt i, hvis du vil have den lidt stærkere. Jeg kan godt li koriander, så der kom lidt mere af det i.
Smag evt. også  til med lidt mere limesaft.

Vil du have saucen lidt tykkere, kan du jævne med lidt maizena udrørt i koldt vand.

Servér den indonesiske gryde med løse ris, salat og måske en agurkerelish.


Har du lyst til lidt pynt, udover det grønne, kan du nemt komme lidt balsamicoperler på retten

 

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv gerne en kommentar - det gør mig altid glad.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*