Julekys med kokos

Julekys med kokos

Julen er jo fyldt med kærlighed, så nogle små julekys skal der jo også være.  Når man som jeg, bager lidt forskellige småkager, skal der ikke være ret mange af hver slags. Derfor pakkede jeg også i dag, en lille dåse med søde julekys og bandt et silkebånd om. Den skal gemalen have med på arbejde i morgen. Så kan de julehygge lidt på værkstedet.

Julekys med Kokos

(ca. 72 stk.)
180 g. smør
250 g. mel
80 g. flormelis
3 æggeblommer

4 æggehvider
180 g. sukker
225 g. kokosmel.
Smørret smuldres i melet, hvorefter dejen æltes let sammen med flormelis og æggeblommer.
Lægges i køleskabet et par timer eller til næste dag, inden dejen rulles tyndt ud, og udstikkes i runde kager. Læg dem på en bageplade med bagepapir.
Pisk æggehviderne stive, inden halvdelen af sukkeret kommes i og der piskes kraftigt et øjeblik. Kom resten af sukkeret og kokosmel i, og  vend det forsigtigt sammen.
Marengsmassen sættes med et par teskeer i små toppe på kagerne, der bages ved 200 grader i 8-10 min.


Opskriften fandt jeg i min mors gamle bagebog, som næsten er helt slidt i stykker. Men der er stadig mange gode opskrifter jeg endnu ikke har prøvet, kun smagt. Og så minder de fleste om barndom.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv gerne en kommentar - det gør mig altid glad.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*