Nissernes Choko-Kugler

Nissernes Choko-Kugler

Nu kører nissetoget igen. Ej kan I huske Magnus Tagmus og det lille tog der kørte rundt i tagrenden? Det var lige den gang da jeg var barn, at den blev vist, og jeg elskede den. Jeg genså den som voksen, for et par år siden, men det var slet ikke det samme. Om det er fordi, det var en anden tid den gang, hvor der skulle mindre til at imponere, eller det ganske enkelt er fordi jeg er blevet det der “voksen”, ved jeg ikke helt. Men vores helt egen lille nissetog, kommer frem hver eneste jul. Og i dag blev den “udlånt” til at køre med Choko-Kugler. Sådan lige til ære for fotografen :-)


De meget super lækre choko-kugler er faktisk heller ikke helt så usunde, som meget andet konfekt er. Så lidt god samvittighed er der. Portionen giver ca. 40 lækre kugler.

100 gr dadler
100 gr abrikoser
100 gr figner
100 gr mandler
saften af 1 appelsin
200 gr god chokolade

Smelt chokoladen over vandbad. Kom dadler, abrikoser og figner i foodprocessoren og kør. Tilsæt mandler (ikke smuttede) og kør igen. Pres saften af appelsinen ned i den ret faste og klistrede masse, og kom så den smeltede og let afkølede chokolade i. Kør det hele godt sammen, og sæt det koldt ca ½ time. Er den for fedtet endnu, så lad den stå lidt længere.

Tril kugler af massen og vend dem i kokosmel, kakao eller finthakket chokolade. Det er ret vigtigt at bruge en god chokolade, for at få en god smag frem. Choko-kuglerne er ikke for søde,  men med en god kraftig smag af de gode sager.


Jeg har gemt dem godt af vejen, for ellers er jeg ret sikker på, at dåsen er tom inden jul. Men jeg kunne jo også bare lave en portion mere.

Skriv gerne en kommentar - det gør mig altid glad.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*