Pandekager med havregrød

Pandekager med havregrød

Havregrød er sund spise – æg er sund spise – mælk skal vi have. Sætter man disse 3 ting sammen med ganske lidt mel, sukker og fedtstof – ja så bliver det til de lækreste pandekager til morgenmaden, kaffe eller bare når man har lyst.
Jeg forbliver lige lidt i pandekagetemaet.

Jeg kan ret godt li´ havregrød, og det sker at jeg laver det til mig selv om morgenen. Men i weekenden bliver det for det meste til et rundstykke. Der må også gerne være lidt ekstra i weekenderne, som f.eks. pandekager med blåbær. I morges var vejret mørkt og trist, og det lagde virkelig op til hygge med stearinlys ved morgenmaden. Måske det var derfor jeg fik lyst til pandekager. Er det ikke noget med, at man skal have pandekager når det regner? Nå, den tror jeg lige at jeg vil tro på, så fremkom gryden og der blev kogt lidt havregrød som blev st til afkøling. Vente, vente og vente – hold op det tager tid for at få den afkølet, især når man skal bruge det lige nu!
Tålmodighed er ikke altid min stærke side.


Undskyld kvaliteten af billederne – jeg har vist ikke fået kameraet helt rigtigt indstillet, og pandekagerne var spist da jeg så det. Men de skal nok blive skiftet ud på et tidspunkt, for nu har jeg en lejlighed til at lave dem igen.

Pandekager med Havregrød


2 dl vand/mælk
1dk havregryn
1 nip salt
1 æg
3 spsk mel
1 tsk bagepulver
3 spsk sukker
½ dl vand
30 gr finthakkede mandler
Smør til stegning

Kog en grød af vand eller mælk og havregryn. Kom et nip salt i, når grøden er færdig og sæt til afkøling.

Når grøden er kold, eller næsten, tilsættes æg, mel, bagepulver, sukker, mandler og vand og der røres godt rundt så det hele er blandet. Tilsæt evt. mere mel eller vand, så konsistensen er passende. Dejen må ikke være flydende, men heller ikke for fast. Når man sætter en skefuld af på panden, skal den brede sig lidt.

Varm en pande op, kom lidt smør på og fordel 4 skefulde dej så der dannes 4 fine pandekager. Vend når de bobler godt på overfladen. De skal steges fint lysebrune på begge sider.”

Min portion er ret lille, så der bliver ca. 10 pandekager.

Serveres med ahornsirip og masser af blåbær.

Må i få en fantastisk weekend – gerne med masser af lune pandekager ♥

 

Skriv gerne en kommentar - det gør mig altid glad.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*