Pastakurve med Fyld

Pastakurve med Fyld

Der er vist ikke meget der er bedre (og nemmere) end en omgang Chili con Carne. Sådan en simrede på mit komfur det meste af dagen i går, sådan lidt uden for nummer, serverede jeg den i små pastaskåle. Det var altså rigtig godt, når det også blev serveret sammen med en god salat og nybagte brød.

Jeg lavde en ordenlig portion, så der er mad til et par dage. Jeg har nemlig ferie i denne uge, og tager et par dage i sommerhus. Så kan jeg samtidigt gøre det forårsklar. Og så må der jo gerne være lidt nemt mad til husbonden, som bare lige skal varmes op. Forkælet? Ja det er han da.
Jeg skal nyde dagene med (udover lidt rengøring) at læse, gå ture, høre musik og bare nyde mit eget selskab og den smukke udsigt. Det er nu dejligt en gang imellem. Jeg håber der bliver lidt sol og forår, for så er Rømø altså bare dejlig.

Chili con Carne i Pastaskåle

1 løg
2 fed hvidløg
2 spsk. knust spidskommen
1 spsk. kane
1 spsk. knust koriander
600 g hakket oksekød
1-2 tsk. tørrede chiliflager
olie til stegning
ca 3 tsk hvidløgspebersalt
1 dåse hakkede tomater
1 lille dåse tomatpure
2 spsk balsamico
2 spsk soya sauce
1 dåse kidneybønner
2½ dl oksebouillon eller en god rødvin
50 gr chokolade


Pil og hak løg og hvidløg fint, og steg dem i lidt olie sammen med krydderierne.
Tilsæt kødet lidt ad gangen, og lad det blive brunt , før du til­sætter mere kød. Krydr med chiliflager, salt og peber.
Tilsæt hakkede tomater, tomatpure, balsamico, soya og bouillon, og lad retten simre mindst 1 time. Min simrede omkring 3-4 timer. Rør jævnligt,og mærk at retten jævner sig selv.
Skyl bønnerne i en sigte, og vend dem i gryden. Lad retten småsimre i yderligere 30 minutter. Tag gryden af varmen og smag til med chokoladen lige inden servering.

Normalt ville jeg servere den med creme fraiche, ris og nachos, men i dag valgte jeg altså pasta.
Jeg har ikke brugt hele portionen til pastakurve. Jeg lavede 6 kurve.

6 pastaplader – frisk – dem som man bruger til lasagne
smør til at smøre formene med
revet cheddarost

Smør 6 muffinsforme godt med smør og fold forsigtigt de friske pastaplader ned i hullerne. Er de ikke bløde nok, kan de lægges i varmt vand et kvarters tid og tørres godt inden de kommes i formene.
Fyld op med chili con carne uden at det løber over. Riv godt med ost hen over og sæt i en 200 grader varm ovn i 20 min eller til pastaen er blevet sprød.

Server med en god salat og brød til. De kolde kurve kan nemt bruges i madpakken og spises kolde. De er også gode som en lille lun ret til frokost.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv gerne en kommentar - det gør mig altid glad.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*