Ris-oksegryde med grønt

Ris-oksegryde med grønt


En gryderet, hvor alt er i én gryde er næsten en drøm. Sådan en man kan lave i løbet af ½ time. Der er ris, oksekød og grøntsager i retten, så det eneste der faktisk mangler, er måske et stykke flutes eller andet godt brød. En skefuld creme fraiche vil også altid være god ovenpå.

Jeg kom sødekartofler og blomkål i, fordi jeg kunne. Har du andre grøntsager, så kom bare dem i. Spidskål vil også være fint.

Ris-oksegryde med grøntsager


4 – 5 portioner

  • 400 gr hakket oksekød
  • 2 forårsløg eller 1 alm. løg
  • 1 sød kartoffel
  • ½ blomkål
  • 1 dåse kidneybønner
  • 3 dl rå ris
  • 8 dl oksefond/bouillon
  • 1-2 tsk karry ell. 4 tsk Karrysalt fra Mariager Saltcenter
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk oregano
  • ½ tsk spidskommen
  • 2 spsk balsamico
  • salt og peber
  • smør til stegning
  • masser af grønt, f.eks. persille, basilikum eller hvad du har
  • 1 spsk Balsamico Tangperler fra Cavi-Art

Smelt smør i en gryde og brænd karryen af. Kom løg i skiver/tern i og svits dem kort med. Tilsæt kødet og brun det godt inden fond eller bouillon og krydderierne kommes ved, og det koger i 15 min.

Tilsæt de rå ris og vand godt rundt. Kog 10 min.

Blomkål og sødekartofler skæres i mindre stykker og kommes i gryden sammen med kidneybønnerne og det hele koger 10 min, til grøntsagerne er møre, men ikke udkogte.

Tilsæt mere vand, hvis det bliver for tørt. Smag til, og tilsæt evt. mere af krydderierne.

Hak krydderurterne groft og kom dem i gryden inden servering. Pynt også gerne med kryddderurter, og en skive lime.

Servér dit bedste brød til, og du har en hurtig men velsmagende aftensmad.

Print

Skriv gerne en kommentar - det gør mig altid glad.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*