Toblerone Ostekage

Toblerone Ostekage

Jamen altså , det har jo sneet hele dagen i dag, dog uden at der ligger noget særligt på jorden. Det tør lige så hurtigt som det kommer ned. Men der er smukt, hvis det ikke lige havde været i februar, hvor jeg begynder at tænke på foråret. I går glædede jeg mig faktisk over de små erantis der blomstrer så fint i haven, og tænkte at nu må det altså godt blive forår. Nå pyt, varmen skulle komme igen i næste uge. Var der foresten ikke noget med, at nogen fortalte, at vi skulle få en rigtig streng vinter? Den er ikke kommet endnu, heldigvis.
Når det sner ude, må vi også spise risengrød. Så i aften var menuen risengrød. Vores livret!

Her inde i varmen, hygger jeg mig i dag med toblerone. Et eller andet sted, læste jeg engang om en ostekage med toblerone, og det må altså prøves. Grundopskriften er min egen opskrift på ostekage, som jeg synes er så super nem. I stedet for en kage, som jo er lidt voldsom til 2 personer, og især når jeg slet ikke må spise sådan noget i hverdagene, kom jeg det i mine små dessertglas. De er forøvrigt rigtig populære på webshoppen, hvor jeg sælger mange af dem. Skal det være til dessert forslår jeg, at man laver de store af dem, men skal det bare være lidt sødt til kaffen, er de små rigtigt fine. Og den størrelse nøjes jeg så med, mens Jens må spise de store. Jeg tror ikke han er ked af, at han er tvunget til det.

Toblerone Ostekage


Ud af min portion, fik jeg 2 store til dessert og 2 små til kaffen.

100 gr creme fraiche 38% (SKAL være 38%)
200 gr flødeost naturel
130 gr toblerone
2 spsk sukker
revet skal af en økologisk citron
lidt toblerone til pynt
ca. 50 gr Oreon kiks

Skær chokoladen i mindre stykker og kom det i en skål over vandbad. Lad det smelte og sæt det til lidt afkøling.
Bland creme fraiche og flødeost med sukker (kan undværes) og revet citronskal. Kom den let afkølede chokolade i og rør hurtigt rundt så det ikke når at stivne. Man skal være lidt rap på fingrene der. Smag til, om der skal mere af det ene eller andet i. Smagen skal jo være så du er vild med den.
Lad ostemassen stå lidt, mens du skiller de små sorte kiks ad og skraber cremen ud. Kassér den bare. Hak kiksene groft eller fint, hvad du synes.

I de små kugleforme kommes først 1-2 spsk knuste kiks og herefter ostemassen. Den glattes forsigtigt ud, inden den pyntes med hakket chokolade.

Sæt glassene køligt i mindst 2 timer. Det er en super hurtig dessert, som også kan laves dagen inden. Kiksenes lette lakridssmag passer perfekt til chokolade og ostesmagen. Og ja, toblerone er jo altså bare godt!
Vil du lave en hel lkage, skal du gange nogle gange op – 2½ gange vil jeg mene, men efter min smag, bliver det alt for sødt med så meget.

Faktisk vil jeg mene, nu hvor vi lige så stille nærmer os konfirmationstiden, at det ville være en rigtig god dessert hertil. Og de små ville også være perfekte til kaffen bagefter. Jeg er sikker på, at gæsterne vil være vilde med dem.

Citronen kan udskiftes med appelsin, bare du husker at de skal være økologiske.

Skriv gerne en kommentar - det gør mig altid glad.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*