Umm æggekage og salat

Umm æggekage og salat

Det her indlæg var meget tæt på at blive slettet igen. For mens jeg ordnede billederne, opdagede jeg at jeg fuldstændig havde glemt at tage højde for genskæret i bestikket. ØV! Der står jeg, midt i mit salatbestik, og endda på hovedet, og tager billeder.
Så nu kan I få en af mine dumme fejl at se, for jeg har valgt alligevel at sætte billederne på, og så kan I smile lidt af det.

I kan så ikke se, at jeg har mit helt nye stativ i brug. Efter i lang tid at have brugt det gamle, hvor det ene ben blev ved med at blive skubbet op, holderen hvor kameraet sad fast i, var halvvejs brækket, og det hele var blevet lidt for vakkelt for mig, tog jeg mig sammen til at købe et solidt og godt kamerastativ. Det blev til en Manfrotto, som ikke er ét man slæber rundt på, men ét der står fast og sikkert, og så endda med vaterpas. Billigt var det nok ikke, men det kan holde i rigtig mange år. Så jeg synes det var en god investering.
Kan lige tilføje, at det gamle vakkelvorne stativ er væltet 2 gange for mig, og har kostet mig 2 objektiver (der gik i stykker).


Ikke mere snak om stativer. Nu er det maden, og den var æggekage med en super god salat.

Æggekage med Salat


3-4 personer

  • 1 stykke røget mørbrad (små 10 cm)
  • 12 æg
  • 100 gr. pasta eller en håndfuld
  • 6 små nye squash (10 cm hver)
  • 2-3 gulerødder – alt efter størrelse
  • 4 cherrytomater
  • en dusk purløg
  • salt og peber
  • lidt smør til stegning

Skær mørbraden i så tynde skiver som muligt, og brun dem på en varm pande. Læg dem til side.

Skær gulerødderne i små tern og squash i skiver. Kom pastaen i kogende vand og lad dem koge knap møre. Hæld dem til afdrypning

Varm en pande op med smør og svits gulerødder, squash og pastaen ganske kort, inden de 12 æg, der er pisket godt sammen kommes ved. Husk at komme lidt salt og peber i æggeblandingen.

Lad nu æggekagen sætte sig ved svag varme. Jeg løfter lidt i den undervejs, men pas på ikke at få det til røræg.

Læg de brunede skiver af den røgede mørbrad på æggekagen de sidste 5 min, sammen med tomater der er skåret ud i både.

Drys godt med purløg inden servering. Det er altså rigtig sommer mad.


Bønnesalaten

  • 1 dåse brune bønner – skyllet og godt afdryppet
  • ½ spidskål
  • evt. lidt andet grønt salat
  • 2 skiver galiao melon i små tern (uden skral)
  • 1 lille rødløg i små tern
  • 1 håndfuld ristede kikærter (købt som topping)
  • Vinaigrette
  • Evt. ost

Bland det hele til salaten og drys gerne med mere purløg og tynde osteflager. Vinaigretten kan blandes i salaten eller sættes på bordet i en lille kande.

Print

Skriv gerne en kommentar - det gør mig altid glad.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*