Fastelavns-snegle

Fastelavns-snegle

Åh altså, så sidder jeg her med ondt i halsen og en stemme som en mand. I aftes forsøgte jeg med en romgrog (overvejede en romkugle til), for jeg har hørt rom skulle være godt. Jeg kom til at svede, det var vist også det eneste, for sov godt gjorde jeg ikke, og halsen driller stadig. Jeg har vist hostet en del natten igennem, og det giver jo en ru hals. Der ud over er noget stress dukket op, så jeg arbejder også hjemme for tiden. Det var vist pylder nok. Nu skal vi snakke fastelavn og snegle, for jeg fik lige en idé.

Skal fastelavnsboller altid være boller? Jeg tror egentlig ikke jeg har hørt om fastelavnskage, sådan rigtig. Men massevis af forskellige udgaver af boller med creme, marmelade eller flødeskum. De smager også godt, men nogen gange er det da rart med lidt andet. Så jeg tænkte, kan det ikke være fastelavnssnegle istedet for?


Jeg synes de blev ret så vellykket, så næste gang vil jeg forsøge at komme creme i sneglene. Denne gang startede jeg med marcipanremonce, sådan for at være lidt på den sikre side.Og mums de er lækre.

Fastelavnssnegle


ca. 12 stk

  • 50 gr gær
  • 100 gr smeltet smør
  • 1 dl vand
  • 3 dl skyr natural (eller yoghurt)
  • 2 æg
  • ½ tsk salt
  • 100 gr sukker
  • 2 tsk kardemomme
  • ca. 500 gr hvedemel
  • 200 gr marcipan
  • 150 gr blødt smør
  • ½ dåse kondenseret mælk (3 store spsk)
  • 50 gr sukker
  • 1 lille gals hindbærmarmelade


Smulder gæren i en skål og tilsæt det afkølede smeltede smør og vand. Rør til gæren er opløst. Tilsæt de øvrige ingredienser (hold lidt af melet tilbage). Der kan være forskel på mel, så fornem selv hvor meget du skal bruge. Dejen skal være blød men ikke klistret. Sæt dejen til hævning i ca. 1 time eller til den er hævet til dobbelt størrelse.

Riv marcipanen og bland det godt sammen med smør, sukker og kondenseret mælk, så det er en luftig remonce.

Hæld dejen ud på bordet og rul ud til en rektangel (jeg tror min var ca. 20 x 30 cm). Smør remoncen på 2/3 dele og fold først den del der ikke er remonce ind over og dernæst en remoncesmurt ind over. Aj lyder forvirrende. Meningen er, at der skal blive 3 lag. Smør hindbærmarmelade ud over det øverste lag når de er lagt sammen, og rul dejen sammen som til snegle. Skær ca. 12 stykker ud af rullen som lægges i en form beklædt med bagepapir. Der skal ikke være meget luft mellem hver snegl, de skal nemlig bage lidt sammen.

Lad dem efterhæve 25 min. og bag dem så i en 200 grader varm ovn i ca. 30 min eller til de er pænt lysebrune. De kan smørres med lidt sammenpiskede æg inden de kommes i ovnen, ligesom de kan drysses med perlesukker.

Pynt dem gerne inden servering med en glasur eller chokolade.


Print

Skriv gerne en kommentar - det gør mig altid glad.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*