Start med at befri porrerne for de yderste blade, skær dem i ca. 5-7 cm stykker og læg dem i koldt vand ½ time.
Sæt en gryde med vand og lidt salt over til det koger, sluk for vandet og kom porrerne i.
Lad dem ligge i ca. 10 min, hvorefter de tages op og kommes i iskoldt vand.
Bland det hakkede kød med fintrevet løg, rasp og æg, og krydr med salt og peber. Er farsen for fast, kommes lidt vand i.
Tag porrerne op af vandet og tør dem godt. På et stykke folie bredes en klat fars ud, et stykke porre lægges på midten af farsen og der trilles en pølse med porren i midten.
Pak det hele ind i folien, som snos godt i begge ender. Det bliver til en rigtig lille tyk pølse.
I en gryde med kogende vand, som kun lige holdes på kogepunktet uden at boble, kommes de farserede porrer i og koger i ca. 10 minutter.
Tages herefter op, og ligger og køles af, inden de pakkes ud.
Tril de farserede porrer i rasp når de pakkes ud, og steg dem gyldne på en pande med olie. De sidste par minutter, kommes en klat smør ved, så smagen af smør kommer frem. Og så har du en lækker og indbagt porre.