Det er Valentinsdag i dag. Det er ikke noget jeg ellers tænker på, men for dem som fejrer den dag, er her et tip til små søde kager til eftermiddagskaffen. Valentinsdag har altid eksisteret og sættes som oftes i forbindelse med Sankt Valentin af Rom. Allerede i 1950 forsøgte de danske blomsterhandlere at indføre skikken i Danmark, men det var først i slutninge af 1990'erne det rigtig slog igennem. Du kan læse meget mere om Kærlighedens dag - Valentin her.
Jeg har lavet medaljer om til hjerter i dagens anledning. Som fyld har jeg brugt en Skildpaddecreme og lidt kirsebær.
Mørdej:
300 g hvedemel
150 g stuetempereret smør
100 g flormelis
1 æg
Skildpaddecreme:
2½ dl fløde
4 skildpadder (ca. 112 gr)
Et par kirsebær eller andet
flormelis til pynt
Start med cremen. Kom fløde og skildpadder i en gryde, og varm det stille og roligt op, mens der røres lidt i det. Når skildpadderne er smeltet helt og det er en jævn creme (ikke tyk), hældes skildpaddefløden op en en skål og sættes til afkøling. Gerne til næste dag. Når den er helt kold, piskes til flødeskum.
Til mørdejen samles alle ingredienser hurtigt til en dej, hvorefter den lægges i køleskabet en times tid. Tag dejen ud og rul den ud ca. 2-3 mm tykkelse. Stik medaljer, hjerter eller andre former ud, og lægdem på bagepapir på en bageplade. Jeg kom et par i hjerteforme, så det blev små skaller.
Bag kagerne ved 180 grader i ca. 6-7 min. til kanten er gylden. Lad dem køle af.
På halvdelen af medaljerne sprøjtes skildpaddecremen ud, og i midten af hver, lægges et kirsebær. Den anden halvdel pyntes med flormelis rørt med vand til glasur (evt. med lidt kirsebærsaft i, så den bliver rød). Lægges ovenpå bunden med creme.
Så kan du også overraske den du elsker med en lækker kage til kaffen i dag!
Kanten af mørdejshjerterne er dyppet i glasur inden de fyldes med creme og kirsebær.
Skriv din kommentar her