Hakkebøf med løg

Hakkebøf med løg

Det er rigtig koldt at være ude i dag. Det blæser en del og temperaturen er ved at være langt nede. Men så var det jo heldigt, at jeg arbejder hjemme idag, og faktisk slet ikke behøves at ud.

Det begynder langsomt at krible lidt efter at finde julepynten frem, og der er da også kommet en lille smule jul ind i stuen. Og så har jeg investeret i flere blafrendelys, der kun skal bruge batterier. Ingen forurening og ingen fare. Det er faktisk bare at trykke på fjernbetjeningen, og vupti er alle “stearinlys” tændte. Det er nemt, og næsten lige så hyggeligt som levende ild.

I den kommende weekend, har jeg planlagt først at få overstået den obligatoriske rengøring, eller bare sådan lidt oprydning. Og så vil jeg i køkkenet! Jeg vil nemlig starte på julebagningen, og håber der kommer lidt småkager i kagedåserne i løbet af weekenden. Hvad det skal være, ved jeg endnu ikke. Men der er et par favoritter, jeg kredser lidt om.

Jeg kommer til at tænke tilbage på tiden, hvor jeg stiftede hjem sammen med min mand. Jeg ville jo gerne være den perfekte husmor, og alle traditionerne fra mine bedsteforældre og forældre, skulle følge med. I hvertfald når det var julebagningen. Både min mormor og min mor havde reglen, at der skulle være 10 slags småkager til jul. Det lå helt fast hvilke kager der skulle i dåserne, og jeg husker ihvertfald, Brunekager, 2 slags Fedtenødder, Ingenting, Kys og Klap, Gode Råd, Mussenødder, Vaniljekranse, Jødekager, Klejner, Finskbrød, Knepkager og selvfølgelig juledyr. Hov, jeg tror da, at de bagte flere end 10 slags :-)
Kagedåserne blev tapet godt til, for er måtte først spises af dem i juledagene. Resultatet blev selvfølgelig, at der var rigtig mange småkager tilbage, når jul og nytår var slut.
Jeg stressede en del, for jeg skulle jo nå at bage, og de skulle helst blive mindst lige så gode som min mors. Pyha hvor var julemåneden travl.
Heldigvis fik jeg ret hurtigt lagt den “dumme” vane fra mig, og vi lavede vores helt egne traditioner, bla. med at vi spise kagerne i hele december måned.

I dag kan jeg nemt bage alle slags, men det bliver ikke de store portioner, og kun hvis jeg lige har lyst og tid. Men hyggeligt er det jo med julebagningen. Og jeg kender også nogle der synes det er over-hyggeligt at spise småkagerne.

Nu blev det et helt skriv om jul, og indlægget skulle jo faktisk handle om Hakkebøfferne som vi har fået i dag. Så jeg hopper let og elegant over til bøfferne.

Hakkebøf med løg


2 pers.

  • 300 – 400 gr hakket god oksekød
  • 1 lille løg
  • 2 spsk finthakket persille
  • ½ tsk sennep
  • 2 spsk neutral olie
  • salt og peber
  • 1 lille løg i tynde ringe
  • smør til stegning
  • 4 mellemstore gulerødder
  • 2 dl mælk
  • 50 gr smør
  • 1-2 spsk hakket persille
  • evt. maizena til jævning

Skær løg i helt fine små tern og kom dem ned til kødet, som du har i en skål. Hak persillen fint og kom også den ned i skålen sammen med olien og sennep. Krydr med salt og peber og bland det hele godt sammen. Form 2 faste kugler af farsen og form dem til pæne bøffer.
På en varm pande med smør steger du dine bøffer ca. 15 min. De skal kun lige være nok, så de ikke bliver tørre.

Imens kommes mælk i en grýde sammen med en klat smør og koger op. Kom grove stykker gulerødder i og lad det hele koge til gulerødderne er knap møre. De skal have lidt knas endnu. Smag til med salt og peber og synes du saucen er for tynd, kan den jævnes let med en maizena. Kom hakket persille i saucen inden servering.

Når bøfferne er færdige, steger du løgringene hurtigt, så de får farve inden de lægges ovenpå bøfferne.

Så er det bare at servere, og selvom vi er sidst i november, kan du næsten fornemme sommeren i denne ret.

Velbekomme!

Print

Skriv gerne en kommentar - det gør mig altid glad.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*