Disse dejlige små kager, skinner som solen med den flotte gule abrikosmarmelade, og vil lyse op og fange opmærksomhed på ethvert kaffebord. Sammen med ristet kokos, giver de en dejlig smagsoplevelse, og kagerne kan fint gemmes nogle dage i en kagedåse, men som alle andre kager, smager de bedst nybagte.
Solskinskager
150 gr blødt smør
120 gr flormelis
4 solgule æggeblommer
½ tsk bagepulver
400 gr hvedemel
vanilje
Alle ingredienser røres godt sammen til en blød men fast dej.
Tril små kugler på størrelse med en valnød, og lav en god fordybning i kagerne.
Sættes på en bageplade og bages i ca. 10 min ved 175 gr. De skal ikke tage ret meget farve, men blot gennembagte.
Afkøles på en bagerist.
Imens ristes kokosmel på en tør pande, så det bliver lysebrunt. Bliv ved det, og vend hele tiden kokos rundt på panden. Afkøles.
Vend hver enkelte lille kage i abrikosmarmelade - kun på kanterne - og vend dem herefter i det ristede kokosmel.
En klat abrikosmarmelade kommes i fordybningen og de er klar til servering.
Man fornemmer næsten foråret på kaffebordet. Velbekomme!
Inspiration til kagerne er fundet på http://dlicedorient.blogspot.dk/
Skriv din kommentar her