Restaurant Ferdinand

Restaurant Ferdinand

I pinsen var jeg et par dage i Århus. Jeg hyggede mig med at besøge flere spændende og gode caféer og restauranter. Lørdag aften inviterede jeg min søn og svigerdatter på middag hos Restaurant Ferdinand, som ligger ved Åboulevarden i Århus. Vejret var jo fantastisk, så vi startede med en cocktail i solen.

En Mojito er dejlig frisk og kølende i sommervarmen, og den her var helt rigtig mixet.

Vi havde bestilt et bord, og blev hurtigt vist hen til ‘vores’ bord, et lidt stort rundt bord, som var dækket op til 3 personer. Vi valgt at rykke lidt sammen, så vi ikke skulle sidde og råbe til hinanden.

Der er åbent køkken, så man hele tiden kan følge med i at maden tilberedes.

Hos Ferdinand serveres alle retter i forret-størrelser, så det er en god idé at bestille mindst 3-4 retter. Vi valgte en 4-retters menu der var sammensat på forhånd. Hertil en vinmenu.

En rigtig lille charmetrold, der lige fulgte med i hvad kokken var i gang med.

Ekstra sæt bestik og ekstra glas kom hurtigt på bordet, måske ikke så sirligt lagt hen, men det kunne vi selv rette på :) En lille kurv med friskbagt brød og lidt smør kom på bordet, vin skænket i glasset (jo vi fik også en forklaring til vinen, men jeg har det med at glemme det igen) og meget hurtigt herefter kom første ret. Forøvrigt en rigtig god hvidvin, ja alle vine var gode og passede perfekt til retterne.

Vesterhavstorsk  med Spidskål, løvstikke og muslingesauce. En virkelig veltillavet ret, med lækker torsk og fine små muslinger. Saucen var mild med en god smag.

Næste ret kom hurtigt, måske endda lidt for hurtigt. Vi nåede i hvert fald ikke at drikke vinen ud, før der kom ny vin i glasset. Sådan var det lidt hele vejen igennem, at det gik lige hurtigt nok. Men ok, portionerne var også små, så de var også forholdsvis hurtigt spist.

Unghane Terrine med Grillet brød, peberfrugt, syltet tomat . Det grillede brød i form af små croutoner og aske. Ovenpå terrinen var lidt mayo og peberfrugt, sultede tomater og  grønt. Lækkert med lidt surt til unghanen, det gav en god kant til en ellers forholdsvis neutral  smag.  Igen smagte det fantastisk.

Skål inden næste ret :)

Tredje ret var helt sikkert topscoreren. Glaseret Kalvebryst serveret med hvide og grønne Asparges, små løg og morkelsauce. Kødet var mørt og havde en fantastisk lækker smag. Jeg vil tro den var glaseret med honning og rødvin. Virkelig god. Saucen smagte godt af morkler og fløde. En enkelt lille kartoffel ville have været perfekt hertil.

Så fik vi en lille pause inden desserten kom. Og hold da op, den var god. Det var lige før vi slikkede tallerkenen  for at få alt med :)
En lille Rabarberkage lå under et lag af noget fromage/skum lignende Kærnemælk med hvid chokolade og hertil en lækker rabarbersorbet. Den søde kage, det syrlige kærnemælk og sorbeten, passede perfekt sammen. Og for at fuldende det hele, fik vi en dessertvin til, med smag af citron. En meget lækker dessertvin, som jeg måtte have navnet med hjem på, for den skal købes en gang ved lejlighed.

En rigtig god aften med super god mad. Vi snakkede, hyggede, smagte på maden og diskuterede den. Vi nød den rigtig, og kommer gerne igen. Dog vil vi nok vælge en ret mere, for det var der plads til pga de små retter. Men så får vi også smagt en lækker ret mere :)

Vi vil meget gerne anbefale stedet, hvis man vil have god og veltilberedt mad med en herlig smag.

Aftenen sluttede vi udenfor med et par cocktails mere, indtil det blev for køligt til at sidde ude. Men der er hyggeligt langs Åboulevarden og dejligt med liv.

Print

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*