I dag er der besøg på bloggen. et besøg som jeg er utrolig glad for, både fordi jeg elsker stedet, men også fordi det passer så godt sammen med det jeg selv står for.
Det fine besøg er Marie fra Vester Vedsted Vingård, som jeg tidligere har skrevet et indlæg om. Sæt dig bare godt tilrette med en kop kaffe, og nyd den levende og dejlige fortælling som Marie har skrevet, og besøg også endelig vingården, for det er et helt fantastisk sted.
Jeg siger tusind tak til Marie for indlægget og håber at få "besøg" igen her på bloggen.
Jeg er så privilegeret at dele børn og hus med en franskmand. Det er lidt ligesom at have et privat testpanel til bords hver aften. Ikke fordi han taler dårligt om min mad, hvis den ikke rammer helt plet, det er han for høflig til, nej det er mere det, at det kan være ganske svært at få et spontant, virkelig anerkendende udbrud ud af ham. Med hus, hund, børn og en lang arbejdsdag i arbejdskøkkenet er det langt fra hver dag, der bliver lagt 100 % tid og kærlighed i hverdagsmaden, der skal stå klar kl. 17.30. Det er minuttet inden den mindste på 3 ellers egenhændigt går på madrov i skabe og skuffer. Men når jeg har oppet mig, og mit mål for forberedelserne er et anerkendende blik og nik fra min franskmand. Så kigger jeg i smug på ham, når han tager første mundfuld: bliver den bare tygget og slugt? Eller sættes tempoet en anelse ned i mundmekanikken? Kommer: ”Mmm! C’est bon!” helt spontant, eller kigger han bare spørgende på mig og siger: ”Quoi?” (= hvad?) og jeg så må spørge, og der er kampen jo allerede tabt: ”Altså kan du lide det?” ”Oui, c’est pas mauvais” (= ja, det er ok…) og så spises resten af måltidet uden at kommentere yderligere på maden.
Tiden er gået siden vores første møde i Vogeserne som purunge, hvor han ganske galant for det meste tog sig af madlavningen, og jeg ved jo godt efterhånden, hvad der skal til. Men så sker det i hvert fald én gang om året, at vi får besøg af venner og familie fra croissantland, og så står jeg der igen – hvad skal jeg lave? Jeg har for længst opgivet alt om flæskesteg, hvide kartofler og sovs – det gør bare ikke godt i franske maver! Nej, der skal andre tricks til: server gode(!) kartofler med smeltet ost et par hjemmesyltede agurker og en helt simpel grøn salat med en citronette (vinaigrette hvor vineddike er udskiftet med citronsaft). Sæt nonchalant en kurv med sejt, fugtigt surdejsbrød med ekstra sprød skorpe på bordet plus naturligvis en god vin, og så lover jeg for, at der er lykkelige franskmand til bords!
Denne jul havde vi besøg af et vennepar og deres 2 børn samt min mands morfar på knap 89. Det gik faktisk udmærket med madlavningen denne gang – jeg kunne tydeligt mærke, at jeg efterhånden har fået nogle gode rutiner efter mange mange mange timers arbejde i køkkenet i familiefirmaet. Én af de retter, der skabte glæde var en rødbede tarte tatin, en anden skorzonerrødder i mundrette stykker svitset møre på panden i smør med æbler og timian.
Tilbage til gæsterne med de veludviklede smagsløg. Min mands morfar er sådan én, man kan tale med om alt – også yndlingsdesserter, så jeg spurgte ham en dag, om han har en favorit-én af slagsen. "Hmm," sagde han tøvende, "altså et stykke dejlig æbletærte...", og straks nikkede de 3 andre franskmænd omkring bordet sagligt med. Jeg har ellers prøvet at ignorere alle min mands små hints om æbletærter et stykke tid nu, i dag gik den ikke længere, og jeg har nu en veltilpas husbond liggende i sofaen ved siden af mig. Tærten blev nydt hen over 3 dage, næsten kun af én og samme person; jeg stjal mig til at smage lidt med hver dag; bare for at følge med i kagens udvikling – den smagte også dejligt på 3. dagen.
Franskmænd har en usigelig stor kærlighed til frugt- og bærkager, og der skal være masser af frugt og bær i kagerne, ellers er det bare pjat, og det føromtalte anerkendende blik udebliver. Måske jeg kan få lov af fru Jensen til at smide en opskrift på min svigermors kirsebærclafouti ind en dag, det var den første kage, jeg fik serveret hos hende – jeg glemmer den aldrig! Så tæt og tung og cremet med en masse hele (!) kirsebær, hvis sten man elegant får fragtet fra munden og ned på tallerkenen. Stenene er nemlig hele hemmeligheden i den kage, det er der, al mandelsmagen sidder;)
Denne gang har jeg fået lov til at give jer opskriften på den æbletærte, som I med ro i sjælen trygt kan servere for en hvilken som helst gæst, der er ligeså glad for en sprød ikke for sød bund, masser af æbler bundet sammen af en let flan. Den er ikke for sød og har den helt rigtige skørhed i bunden. Næste gang, jeg bager den, vil jeg prøve at lægge en æblemos på bunden, inden jeg kommer dejen og æblerne på – bare for sjov 🙂 Rigtig god bagelyst og tusind tak for tilliden Ellen.
Mørdej:
250 gr hvedemel
125 gr blødt smør
1 æg
½ dl fløde/mælk/vand
Bland alle ingredienser med hænderne til en glat dej.
Afkøles evt. på køl i 1 times tid inden den rulles ud.
Fór en tærteform med dejen og prik med en gaffel.
Tærten stilles på køl ca. 30 min.
Forbag tærtebunden ved 180 grader først i 10 min foret med bagepapir og ris/ærter og dernæst i 5 min uden = sprød bund.
FYLD.
2 æg
2 dl creme fraiche - gerne 38%
kornene fra 1 vaniljestang (ell. 2 tsk vaniljesukker)
40 gr rørsukker
4 æbler i smalle både
Pisk æg med creme fraiche, vanilje og sukker.
Læg æblerne rundt i den forbagte tærtebund og hæld æggecremen ovenpå. Drys med 40 gr sukker.
Tærten bages i 20 - 30 min ved 180 grader til overfladen er smuk gylden.
Mange hilsner
Marie Bonal madlaverske og restaurantchef på Vester Vedsted Vingård
Pernille
Stor ros til æbletærten her. Opskriften er forståelig og lige til at går til.