Vi kender alle hvidløgsflutes fra supermarkeds fryser. Jeg kan nu godt li de fleste, men tænkte også, at man da må kunne bage dem selv. Så jeg fandt noget blødt smør frem og blendede det med hvidløg. Så var det dejen. Da jeg var i Filsø til fødevaremesse, købte jeg noget Kamutmel. Kamut er en gammel hvedearter, som også kaldes kæmpedurum. Groftmalet kamutmel er et 100% fuldkornsprodukt og har en rigtig god bageevne. Det skulle også bruges.
Det blev ikke som dem man køber, men de blev gode. Faktisk ret gode.
Hvidløgsflutes
50 g gær
3 dl vand
3 spsk. olie
2 tsk. salt
300 g hvedemel
200 gr kamutmel
Rør gæren ud i lunkent vand, og tilsæt resten. Ælt det godt sammen og lad dejen hvile tildækket i ½ time. Imens laves hvidløgssmør.
100 gr smør
2-3 fed hvidløg
½ tsk salt
Det hele blendes godt sammen.
Jeg glemte at måle af, hvor meget smør jeg lavede, men tror det var ca. deromkring.
Form nu 3 lange flutes, eller flere små, og "flad" dem lidt ud. Læg en bræmme smør ned af dejen og luk flutene rundt om smørret. Jeg fik ikke mine helt lukket, så der løb noget ud under bagningen, men smagen var der alligevel.
Efterhæv flutene 15 min og bag dem i en 220 grader varm ovn, i ca. 10-15 min.
Skriv din kommentar her