Rejesandwich med Guacamole

Rejesandwich med Guacamole

Første uge forbrugt af ferien. Bum det går hurtigt. Heldigvis er der stadig 14 dage tilbage, og faktisk vil jeg også sige, at jeg først nu begynder at holde rigtig ferie. Nu har tankerne ligesom vænnet sig, til at tænke på noget andet end arbejde, og tempoet er helt nede i slowmotion. Appetitten er selvsagt heller ikke så mega stor, når jeg ikke laver ret meget. Vi spiser måske nok mindre, men derfor er det vist ikke sundere. Et ekstra glas vin, en kold fad, lidt snacks og sødt kommer der vist nok af. Men i dag har jeg lavet sandwich, og de er ikke så usunde. Sunde, nemme og smager fantastisk.


Den næste uge er der så kun mig der er hjemme, for gemalen er medarrangør af et træf for den lille klassiske Mini (Morris Mascot).
Hvis du er bil-interesseret, bør du altså tage en tur forbi Ballum i weekenden, hvor der kommer lidt over 100 Mini biler og godt 300 mennesker og hygger fra torsdag – søndag (formiddag) på pladsen i Ballum. “Vikingetræf” hedder det, og de spiser da også vikinge-helstegt-pattegris lørdag aften. Fik jeg sagt, at der kommer deltagere fra hele Europa? Det er altså ret flot med alle de flotte biler, der er deres ejers kærligste eje.

Men tilbage til min sandwich med reje og guacamole. Den er nem at have med i madpakken, på picnic eller bare spise når du lige har lyst.

Rejesandwich med Guacamole


4 stk.

  • 8 skiver sandwichbrød
  • 2 modne avocado
  • 1 god spsk creme fraiche 18%
  • 1 rødløg i meget små tern
  • 1-2 spsk frisk citronsaft
  • hvidløgspebersalt (eller 1 fed finthakket hvidløg + salt+peber)
  • salatblade
  • tomater
  • 250 gr rejer

Mos avocadoerne (uden sten og skal) så fint eller groft som du vil have det. Rør op med citronsaft og creme fraiche og tilsæt de finthakkede løg. Smag til med hvidløgspebersalt. Vil du gerne have lidt knald på, kan du komme ganske lidt chili i. Men pas på.

Rist eller grill toastbrødskiverne på begge sider. Smør alle skiverne på den ene af siderne med guacamolen. På halvdelen af skiverne lægges tomatskiver, salat og rejer, og de andre skiver lægges over. Skær dine sandwich ud i trekanter og servér.

Laver du mere guacamole end du bruger, kan du komme det i en lufttæt beholder og meget gerne komme 1 sten eller 2 fra avocadoerne ved. Så holder den nemmere den grønne farve.

Print

Skriv gerne en kommentar - det gør mig altid glad.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*