Jeg har tidligere lavet karameller med kondenseret mælk, og det er da også den opskrift der ligger til grund for disse karameller med lakrids. Idéen med lakrids, fandt jeg hos Valdemarsro.dk
Karamellerne kan være lidt drilske, og konsistensen afhænger helt af, hvor meget kan koger massen. Koger den for meget, bliver karamellerne stenhårde, og koger man dem for lidt, bliver de som disse her blev, bløde. Men lige meget hvad, så er smagen fantastisk.
Selve karamelmassen er den samme, men fyldet kan varieres i det uendelige.
- 1 dåse kondenseret mælk
- 120 g økologisk smør
- 2 spsk økologisk honning
- 150 g rørsukker
Fyld:
- 1 pose sød Finsk salmiaklakrids
- Lakridspulver
- 30 gr chokolade
Start med at gøre det hele klar.
En form (ca. 15 x 15 cm) med kanter dækkes med bagepapir.
Lakridsen skæres i mindre stykker.
Chokolade skæres i mindre stykker.
Så sker det. I en gryde kommes indholdet af dåsen med den kondenserede mælk, smør i mindre tern, sukker og honning. Det smeltes sammen mens du rører konstant i gryden. Og jeg mener konstant. Vender man sig et øjeblik væk, går det galt.
Når det hele er smeltet sammen, koger massen, stadig under omrøring, i 10 min. Og det er her man lige skal lave en prøve. En lille klat af massen kommes i et glas med koldt vand. Karamellen skal stivne og kunne trilles til en kugle. Kan den ikke det, skal der koges lidt længere. Massen vil også ændre farve når den er ved at være nok.
Tag den af varmen og kom chokoladen i. Rør rundt til det er smeltet, og kom lakridsstykkerne i. Hæld karamellen op i formen. Drys et jævnt lag lakridspulver hen over, og stil den køligt i mindst 4 timer før der skæres karameller ud med en skarp kniv.
Skriv din kommentar her