Så er det onsdag igen. Onsdag hvor jeg skal se Den stor Bagedyst. Man kan altså ikke sidde og kigge på de lækre kager uden selv at få lidt sødt til kaffen. Så jeg har bagt lidt, og selvfølgelig er det med æbler. De er nemlig rigtig gode lige nu. Jeg er vild med de danske Aroma, - de har en god smag, er både syrlige og søde. Og de er sprøde.
Jeg har gået et par dage med ondt i hovedet, ondt i halsen og generelt været utilpas. I går måtte jeg blive hjemme fra arbejde, men i dag arbejdede jeg hjemme og det gik fint. Hovedet fungerer også fint igen. Et rigtig varmt krus kakao med en sjat rom i, er der også gledet ned i dag. Og jeg synes helt bestemt det hjælper. Ellers smager det ihvertfald ret godt 🙂
I nogle dage, har jeg også været ved at oprette en facebook side med min webshop. Den blev endelig klar i dag, så den kunne offentliggøres. Nu håber jeg at rigtig mange vil dele siden, så den kan komme ud til mange. Der er bl.a. den fine Dudson skål, som er fyldt med æblekuglerne, der kan købes på shoppen. Men også meget andet. Meningen er, at en del af sortimentet skifter lidt, så det altid vil være spændende at komme ind på shoppen.
Men det jeg egentlig ville skrive om, er jo de små kager, så nu får I opskriften.
Dejen er fra mine Berlinere, sveskefyldet er bare skiftet ud med æbler. Og så er de lavet i mindre kugler. En efterårsudgave.
40 gr økologisk gær (ell. 30 gr alm)
1 dl kold fløde
75 gr blødt smør
2 spsk sukker
1 æg
250 – 275 gr mel
2 æbler
Olie til bagning
Sukker til at vende dem i
Smulder smør og mel sammen til en grynet masse. Start med 200 gr mel. Opløs gæren i den kolde fløde og kom det i mel/smørblandingen sammen med æg og sukker. Ælt hurtigt dejen sammen, og tilsæt mel efter behov, så det bliver en blød og skinnende dej.
Dejen lægges til hævning i 40 min.
Rul dejen ud. Stik cirkler ud af dejen, i den størrelse du synes de skal være. Skræl og skær æblerne i helt små tern (vend evt. æbleternene i lidt sukker, hvis de er meget syrlige), og kom lidt på midten af cirklerne. Fold hver kage sammen og rul dem til kugler. Æblerne må ikke stikke ud af dejen.
Efterhæves i mindst ½ time og gerne 1 time.
Varm olien op, og når den syder om en tændstik, er den klar. Kom kuglerne i gryden, men nøjes med et par stykker ad gangen. Det går hurtigt. Når de er pænt brune, tages de op på et fedtsugende papir, inden de drysses med sukker på begge sider.
Afkøl og nyd dem - kan vist nok også nydes uden der er bagedyst i TV 🙂
Skriv din kommentar her