Rigtig mormor-mad er dejligt en gang imellem, og så er denne ret, faktisk ret praktisk, for næsten alle rester kan gå i en gratin, både lidt forskellige grøntsager og lidt rester af kød.
Jeg har lavet med blomkål og skinketern.
Blomkålsgratin
1 lille blomkålshoved
40 gr smør
60 gr mel
3 dl mælk
4 æggeblommer
4 æggehvider
ca. 100 gr skinke, der skæres i tern
salt og peber
rasp og smør til formen
Blomkålshovedet deles i mindre buketter og koges knap møre i vand med lidt salt. Tages op, og dryppes godt af.
Smør smeltes i en gryde og melet røres i, hvorefter mælken tilsættes så det bliver en tyk sovs eller tynd dej. Kog det op og tag af varmen.
Når dejen er let afkølet, tilsættes æggeblommer og der røres rigtig godt rundt så det samles. Smag til med salt og peber.
Pisk æggehvider stive, og vend dem forsigtigt i dejen sammen med blomkålsbuketter og skinke.
Et ildfast fad, smørres med smør og drysses med et tyndt lag rasp. Gratin med blomkål kommes i, og der drysses med rasp på toppen. Læg tilsidst lidt små smørklatter på.
Bages i ovnen ved 180 grader i ca. 50 min.
Mormor serverede gratin med smeltet smør, vi klarer os med lidt salat.
Skriv din kommentar her