Så er der gjort lidt julerent og juletræet er hentet hos Schrøders Juletræer. Jeg har tænkt mig, at det skal ind allerede i morgen, og jeg så kan pynte det stille og roligt. Jeg har også fået afleveret de sidste poser med Hvide Trøffelkugler og ønsket god jul.
I går var vi på juletur til Aarhus, - og det var der også en hel del andre der var. Vi var dog så heldige, at det var rent hygge, for alle gaver er i hus. Men en tur i Søstrene Grene og en kop kaffe med den lækreste Brownies, en pizza hos Grappa og hygge og besøg i flere butikker, gav en skøn dag. Lidt tøj blev det også til, for når der er både 50% og 70% rabat KAN jeg vel ikke lade være 🙂
Sidst på eftermiddagen mødtes vi med vores dejlige venner til en kop kaffe ved åen, inden vi sluttede af hos sønnen og svigerdatteren og lille Bodil (mopsen). Men så var vi også trætte, så efter en lang dag, var det dejligt da vi igen var hjemme i Skærbæk hen på aftenen.
Men tænk, at man i december måned kan sidde udenfor og drikke en kop kaffen, mens man hører julemusik, nyder synet af den smukke julebelysning og ser juleglade menneske ile forbi. Ikke så dårligt at tilbringe den sidste lørdag inden jul på den måde.
I dag stod den så på rengøring, men er man to om det, går det faktisk nemt og hurtigt. Så var der også lige lidt tid til hygge i køkkenet, og det blev til bla. p-tærter og lækre chokoladeovertrukne kandiserede appelsinpinde.
2-3 appelsiner, SKAL være økologiske
3 dl vand
300 gr sukker
1 spsk glykosesirup
3 spsk sukker
Start med at pille appelsinerne i fine både. Skær det meste af den hvide af, men pas på, at der ikke går hul i dem. Skær bådene i tynde strimler, og kom dem i en gryde med vand. Kog appelsinstrimlerne i 3-5 min. Hæld vandet fra, og gentag processen. Læg appelsinstrimler til side og kom sukker og 3 dl vand i gryden. Brig det i kog og kom herpå appelsinstrimlerne i. Lad dem simre stille og roligt i ca. ½ time. Tilsæt nu glykosesirup og høld det hele i en skål. Trækker til næste dag, hvor appelsinen sies fra siruppen. Bland 3 spsk sukker i strimlerne og fordel dem på et stykke bagepapir. Lad dem nu ligge og tørre 2-3 dage. Man kan også sætte dem i ovnen ved 40 grader indtil de er tørre og hårde. Når de er helt tørre kan de dyppes i smeltet chokolade. De skønneste appelsinstænger er klar, og de kan mange gange hamle op med mormors købte 🙂
Skriv din kommentar her