Jeg skal da lige love for, at med påsken kom sommeren også. For hver dag der går, er temperaturen blevet en tand højere, og solen skinner bare så fint. Det kan simpelthen ikke blive bedre, medmindre man er en plante og snart må savne lidt vand.
Her har der været livligt i påsken. Den lille familie fra Aarhus kom hjem onsdag eftermiddag, og bliver til søndag. Så hver morgen bliver jeg vækket af en dejlig pludren fra mit barnebarn. Det er da virkeligt dejligt. Hun er et meget glad barn, og pludrer/snakker på livet løs. Hun har rigtig meget at fortælle.
I går var vi en tur på stranden på Rømø. Hun skulle jo lige mærke suset og sandet. Vandet skal lige være lidt mere varmt før hun skal mærke på vesterhavet.
Der var mange andre, der også nød påsken på Rømø, så det myldrede livligt.
Da vi kom hjem igen, fik vi en påskefrokost med små lette retter - Rejecoktail, Tunmousse med solæg, Laks, Skidne Æg, Tarteletter og Sild. Og med en øl og en snaps til, var det nu slet ikke så dårligt. Senere på aftenen fik vi kaffe og en påskelagkage.
I dag slappes der atter af, og solen skal nydes fuldt ud. Senere er der en chance for, at grillen bliver tændt.
[ingredients title="Påskelagkage"]
Mazarinbund:
- 200 gr blødt smør
- 200 gr sukker
- 100 gr revet marcipan
- 4 æg
- 200 gr mel
- 1 tsk bagepulver
Citronfromage:
- 2 økologiske citroner
- 4 store æg
- kerner fra ½ vaniljestang
- 4 blade husblas
- 150 gr sukker
- 3 dl piskefløde
Pynt:
- Flødeskum af 2 dl fløde
- Påskeæg eller andet til pynt
- evt. Citron tangperler
Kagebund:
Pisk det bløde smør med sukker og fintrevet marcipen til det er let og luftigt. Tilsæt æggene et ad gangen. Pisk godt mellem hvert æg.
Sigt mel og bagepulver og vend det i ægge/smørmassen. Kom det i en smurt springform (22 cm) og bag kagen i ca. 30 - 40 min ved 190 gr alm. ovn. Mærk med en pind, om kagen er nok.
Lad den køle helt af.
Imens laves Citronfromage:
Kom husblads i koldt vand i 10 min.
Riv skallen af de 2 citroner fint, og pres saften af dem + af den halve citron.
Pisk de hele æg med sukker, den revne citronskal og vaniljesukker til det er skummende.
I en gryde kommes ca halvdelen af citronsaften og varmes op. Tag gryden af varmen og tilsæt husbladsen der er vredet let frit for vand. Rør rundt til husbladsen er smeltet helt. Tilsæt resten af citronsaften og lad det køle af til det er lillefingervarmt/lunt. Hæld langsomt citronsaften i æggemassen mens der piskes kraftigt.
Pisk fløden til skum, og vend den tilsidst forsigtigt i citronmassen. Rør ikke mere end nødvendigt, men fløden må ikke ligge i klumper.
Sæt citronfromagen i køleskabet til den begynder at stivne.
Skær lagkagebunde igennem så der er 2 bunde. Læg den ene bund i springformen igen, fordel så meget citronfromage du vil have i din kage ovenpå, og læg tilsidst den anden bund ovenpå. Klem let sammen og sæt den køligt.
Inden servering pisker du de 2 dl fløde til en let skum,, og beklær lagkagen med det. Pynt med påskeæg og citron tangperler, eller måske revet chokolade og server for dine gæster.
[/ingredients]
Skriv din kommentar her