I morges var der frost på græsplænen og på bilen, så jeg var lidt nervøs for de 3 krydderurter jeg havde sat ud i går. Men de stod heldigvis fine, og var ikke faldet sammen. Pyha, ville da have været ærgeligt. Men sådan er det, når man får forårsfornemmelser lidt for tidligt.
Jeg ved ikke, om jeg tidligere har fortalt, at jeg tabte min helt nye mobil? Glasset revnede. Heldigvis ville forsikringen tage den, men værkstedet kunne ikke få reservede, så den blev helt totalskadet. I dag kom der så en ny mobil til mig. Åh hvor har den været savnet. Ikke så meget for mobilen, men kameraet har jeg savnet. Jeg havde lige nået at vænne mig til det super gode kamera, som jeg altid havde ved hånden, og så skulle den sendes ind. Men nu skal der atter knipses løs. Og jeg satte den straks i det cover jeg har købt, så den er lidt beskyttet.
I dag var også dagen, hvor jeg tænkte at der skulle ryddes op i grøntsagerne i bunden af køleskabet. Med inspiration fra en thailandsk salat med både svinekød og grøntsager, fik jeg lavet en ret god ret. Det blev vi enige om her.
[ingredients title="Thai inspireret salat"]
3 - 4 portioner
500 gr hakket svinekød
lidt over ½ spidskål
1 peberfrugt
4 forårsløg
4 gulerødder
en håndfuld storbladet persille - koriander ville have været perfekt
200 gr nudler
2 spsk fiskesauce
2 spsk soya
1 lime
1 - 2 tsk 4-pebersalt fra Mariager Saltcenter
olie til at stege i
Snit spidskål i fine strimler. Skær forårsløg i skiver, og peberfrugt i tern. Gulerødderne skæres i tynde stave.
Kog pastaen efter anvisning på pakken.
I en dyb pande med olie, brunes svinekødet. Rør i det, så det skiller ad. Lad kødet bliver godt brunt, så det ikke bare er kogt kød. Kom gulerødder, forårsløg og peberfrugt ned til kødet i panden, og lad det lige svitse kort med. Kom soya, saften fra lime og fiskesauce ved og lad det svitse så væsken er fordampet.
Lige inden servering smages til med salt og pastaen og spidskål vendes i. Top med en masse frisk storbladet persille eller koriander.
Der kan sagtens bruges andre grøntsager, ligesom salaten kan tilrettes efter årstidens udvalg.
[/ingredients]
Skriv din kommentar her