Blåbær Muffins og Plankebord

Blåbær Muffins og Plankebord

I flere måneder har vi planlagt, at vi skulle have et plankebord i køkkenet. I nogle dage har min gemal arbejdet med at save, slibe og male, og nu står det færdigt. Det blev bare super godt, og jeg er så meget glad for det. Bordet er ikke bare flot, det er også ret godt at fotografere på.

Når man en søndag eftermiddag, får et nyt spisebord, er man altså nødt til at fejre det med kager. Og selvfølgelig skulle de da også fotograferes på bordet.


Bordet er lavet af spærtræ, 200 mm brede og 50 mm tyk. Savet til, og slebet godt. Tilsidst fik det et par omgange Drivtømmerolie. Og så havde bordet lige det rå udtryk som jeg gerne ville have. Jens var ikke helt tilfreds med knasterne, men jeg synes netop det er sådanne ting, der gør at bordet bliver rustikt og naturligt.

Han var så heldig, at tømmerhandlen lige havde fået spærtræ hjem, så han sorterede i dem, og fandt de planker han syntes var pænest. Og det er ret godt ramt. Bordet har kostet knap 600 kr. Benene er genbrug fra det gamle bord.

Nu vil jeg hver dag nyde at sidde og spise ved dette flotte bord. Og også glæde mig en lille smule, til vi får et, lidt større bord, lavet til stuen.

Så er der kagerne. De opstod egentlig fordi jeg var ved at rydde lidt op i fryseren, og faldt over en pose blåbær. Dem kunne der jo fint laves en omgang blåbærmuffins af.

Blåbær Muffins med Topping


ca. 12 muffins i alm. størrelse
75 gr blødt smør
140 gr rørsukker
2 æg
2 dl creme fraiche
270 gr mel
2 tsk bagepulver
1 tsk natron
180 gr blåbær
2 spsk citronsaft
100 gr grofthakket chokolade

1 æggehvider
100 gr flormelis

Pisk det bløde smør hvidt med sukkeret. Tilsæt et æg ad gangen, og pisk godt imellem hvert æg. Med en ske, blandes resten af ingredienser forsigtigt i. (ikke æggehvider og flormelis).
Kom dejen i muffinsforme og bag dem i en 200 grader varm ovn, i ca. 20 min.

Når kagerne er kolde, piskes æggehviderne helt stive. Kom sukkeret i de stive hvide ad 2-3 gange og pisk grundigt imellem hver gang. Massen skal være sej og stiv og kunne stå selv.

Kom massen i en sprøjtepose og sprøjt en top på hver af dine muffins. Med en bundselbrænder gav jeg marengsen lidt kulør.

Så er der serveret lækre blåbær muffins på det nye plankebord.


I går var jeg igang med et lille eksperiment. Mine idéer er nogen gange lidt langt ude, vil du måske tænke, men det er sjovt at prøve. Idéen i går, var vist nok et af de knap så gode idéer, det blev ihvertfald ikke helt som det var i mit hovede.
Jeg forestillede mig de lækreste stykke hvid chokolade, og når man tog en bid, mærkede man lige den lille citronperle briste, og citronsmagen blev blandet med chokoladens sødme. Det lød som mega lækkert. Så det måtte forsøges.
Jeg fik også perle blandet med chokoladen, og da de var stivnede, var de også ret gode. Ja faktisk nær perfekte. Men jeg lod dem lige stå i køleskabet natten over, og så var de knap så perfekte. For tangperlerne skrumper lidt ind, og der er ikke noget der briste. Der var stadig en anelse citronsmag, men det blev altså ikke som jeg lige havde regnet med.
Så det var en af de eksperimenter, som I ikke får nogen opskrift på – endnu.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv gerne en kommentar - det gør mig altid glad.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*