Over 300 spisesteder har nu Det Økologiske Spisemærke
De Økologiske Spisemærker hænger nu i guld, sølv og bronze på mere end 300 spisesteder og synliggør hvor stor en andel af maden i køkkenet, der er økologisk. Spisemærket er i fokus til Copenhagen Food Fair den 24. til 27. februar, hvor fødevareminister Mette Gjerskov overrækker økologiske spisemærker til en række spisesteder.
Hvis du foretrækker økologisk mad i kantinen, på restauranten eller i dit barns daginstitution, så har du efterhånden mange muligheder. I dag kan hele 343 danske spisesteder nemlig prale af Det Økologiske Spisemærke, der dokumenterer køkkenets økologiandel.
- Flere og flere opdager, at et økologisk køkken kan være med til at signalere ansvarlighed overfor omverdenen og give plus på bundlinjen. Det er en meget positiv udvikling, som er med til at fremme økologien og de samfundsmæssige fordele, der følger med – eksempelvis rent grundvand, siger Dorthe Kloppenborg, projektleder i Økologisk Landsforening, som rådgiver spisestederne i forbindelse med omlægning til økologi.
Økologi giver god energi
Indtil videre er listen over spisesteder med Det Økologiske Spisemærke domineret af kantiner og institutioner – som hospitaler, plejehjem, børnehaver og skoler. Og her bliver køkkenlederne, ifølge Dorthe Kloppenborg, ofte positivt overraskede over, hvor nemt det er at få Det Økologiske Spisemærke.
Det genkender Asta Poulsen, der er køkkenleder hos plejehjemmet Hjortespring i Københavns Kommune, som nu har det økologiske spisemærke i sølv.
- Vores leverandør havde de fleste tal samlet, som skulle bruges til at regne økologiprocenten ud, så det gik ganske let, siger hun og påpeger desuden, at omlægningen til økologi har gavnet køkkenpersonalet hos Hjortespring.
- Efter vi er begyndt at arbejde med økologi, er vores faglige stolthed vokset. For nu laver vi maden selv fra bunden. Det har også skabt et bedre sammenhold mellem medarbejderne. Vores motto er ’økonomi og økologi giver god energi’, siger Asta Poulsen.
Fødevareminister overrækker spisemærker
Den store interesse for at opnå det økologiske spisemærke er medvirkende til, at Copenhagen Food Fair i samarbejde med Økologisk Landsforening præsenterer et udvidet økologisk område til fødevaremessen i Bella Center den 24. til 27. februar.
Området vil bestå af Økologisk Landsforenings Fællesstand, hvor cirka 40 økologiske virksomheder vil vise en bred vifte af muligheder inden for økologiske varer til foodservice-sektoren.
Og tirsdag den 26. februar står hele messen i økologiens tegn under overskriften ”Økologi på køkkenvejen”. Her er det blandt andet muligt at tage på Øko-speeddating og komme helt tæt på de økologiske producenter.
Som afrunding vil fødevareminister Mette Gjerskov den 27. februar overrække spisemærker til en stribe spisesteder.
- 234 spisesteder har i dag Det Økologiske Spisemærke i bronze, som betyder, at 30-60 procent af den mad, der serveres, er økologisk.
- 68 spisesteder har sølvmærket, der dokumenterer en økologiandel på 60-90 procent.
- 41 spisesteder kan prale af guldmærket, der tildeles køkkener med hele 90-100 procent økologisk mad.
Skriv din kommentar her