Så blev det endelig påske og dermed 5 fridage. Nu skal der lades godt op, så vi igen er klar og friske tirsdag morgen. Vi har ikke en hel masse planer i påsken, så vi tager det lidt som det kommer. Søndag skal vi til Aarhus og spise frokost hos Jeanne og Jonas, og det glæder vi os til. Både fordi det er hyggeligt og dejligt at besøge dem, men også fordi vi glæder os til at høre om Jeannes nye job. Hun er i går tiltrådt som butiksbestyrer af Pieces i Silkeborg, så lidt en omvæltning for dem. Men en af de meget spændende.
Nårh ja, så skal påsken også bruges til at få vores højbede på plads, så de er klar til at så i når temperaturen tillader det. I år flyttes de ud i solen, så der også kommer nogen afgrøder ud af det.
Men det er påske og der skal frokost på bordet, og selvfølgelig skal det være æg. Altså ikke bare dem af chokolade, men rigtige æg. Jeg har lavet nogle der er super hurtige at fremtrylle og de smager fantastisk dejlige. Sådan nogle rigtige hapsere.
Fyldte Æg med Asparges
4 hårdkogte æg med gule blommer
8 tsk creme fraiche
10 tsk mayonnaise
4 tsk Citronsalt fra Mariager Saltcenter
frisk kværnet peber
4-6 grønne asparges
Pil blommen ud af de hårdkogte æg og kom dem i en skål sammen med creme fraiche og mayonnaise. Mos det godt sammen så det er jævnt. Smag til med salt og peber. Citronsalt er en blanding af bla. salt, peber, citron, ramsløg, citrontimian og mynte. Men du kan komme lige de krydderier i æggeblandingen, som du godt kan lide.
Skær asparges i tynde skiver og bland dem i. Fyldet toppes op i æggene og pyntes med lidt tyndtsnittet asparges eller purløg.
Disse æg kan alle li' - også børn.
Fyldte Æg med Bacon
4 hårdkogte æg
8 tsk creme fraiche
10 tsk mayonnaise
4 tsk Tomatsalt fra Mariager Saltcenter
frisk kværnet peber
100 gr stegt bacon i tern eller chorizopølse i tern
(eller den mængde du synes der skal i)
Fremgangsmåden er den samme som ovenstående.
Tomatsalt er en blanding af soltørrede tomater, oregano og basilikum. Friskhakket basilikum er også rigtig godt i disse æg.
Det hele kan laves lynende hurtigt, og så er der lækker frokost!
Må I få en helt fantastisk ægge-fyldt Skærtorsdag!
Skriv din kommentar her