I dag d. 11. november har vi bryllupsdag (22 år), men da der altid er Mortensaften dagen inden, har vi valgt at gå ud og spise den dag. Så fejrer vi bare en dag før 🙂
I år ville vi prøve Schackenborg Slotskro. Menuen lød nemlig rigtig dejlig, og det var den bestemt også.
Bare omgivelserne i den gamle flotte kro er fantastiske, og de skal også have ros for et meget dygtig og sød personale.
Vi blev modtaget i døren og budt velkommen, og der var flot dækket op overalt i restauranten.
Mens vi ventede på maden fik vi en aperitizer. Landskinke med syltet løg og det lækreste hjemmebagte brød til.
Det var en spændende og anderledes, og virkelig god.
Bagefter startede vi på menuen. Forretten var små lækre laksestykker med salat og peberrodsdressing og små chips, der mindede om super tynde knækbrød med kerner. Laksen var mør og fin, og havde en perfekt smag. Chipsene gjorde, at der var lidt overraskelse i forretten. Hvad mon der var under....
Så kom gåsen med små skåle med rødkål, gammeldags hvidkål, hvide kartofler, brune kartofler og sovs.
Mør, men ikke så det faldt fra benene. Personligt ville jeg nok have givet det en anelse længere, men det smagte fantastisk alligevel.
Og så er det nok som man oplever mange gange, den gammeldags hvidkål er ikke som hjemme. Jeg savnede lidt smør og fløde smag.
Sovsen var tilgengæld perfekt, Rigtig lækker, ligesom rødkålen.
Jens kunne lige klare et "lille" gåse-lår også, men jeg synes godt nok jeg var alt for mæt allerede.
Vi startede jo med et pænt stykke bryst, så de 2 store lår virkede lidt voldsomme.
Vi fik også vin til. En vinmenu, hvor man får vin til de forskellige retter, som passer lige netop til den ret. Og det var rigtig godt. Super gode vine, som jeg slet ikke kan huske hvad hed eller hvor de kom fra. Men tjeneren sørgede for, at vinen var perfekt afstemt til hver enkelt ret.
Desserten var Ris a´la mande med røde bær i rumtopf, bagt rugbrødsdrys og æblesorbet. Det var rigtig lækkert og smagte godt, selvom det ikke helt var som vi plejer at få det. Især æblesorbeten var jeg vild med. Det var dejligt frisk efter en tung middag.
Men spise så stor en portion dessert op, kunne vi nu ikke. Så der blev levnet. Det er også lidt voldsom en dessert, efter 2 andre retter. Og egentlig var der ikke gjort så meget ud af pynten her.
Men alt i alt en super aften med god mad. Selvom der var små kommentarer, er jeg vis på at vi kommer igen.
Skriv din kommentar her