I dag har jeg fundet det første pynt frem, og i morgen skal det første lys tændes i adventsdekorationen. Utroligt så hurtigt tiden går, og det vil den næste måned også gøre. Så det er bare med at komme igang med alt det lækre, der gerne skal fremtrylles i december måned. Jeg er begyndt.
Egentlig er det en kage, som jeg har fundet ud af, er en australsk kiksekage. Der findes utallige opskrifter på nettet. Jeg valgte denne (som ligner de andre), men kom dobbelt chokolade på toppen. Stykkerne skal serveres i mindre stykke, for de er mega søde. Jens fik et par stykker for mange i aftes, og jeg skal hilse og sige, at han fortrød da maven gjorde oprør senere. Så spis den ikke som en kage, men som konfekt.
Bund
125 gr smør
140 gr hvedemel
140 gr brun farin
50 gr kokos
1 tsk bagepulver
Karamelfyld
1 dåse kondenseret mælk
3 spsk. stikkelsbærsirup/alm sirup
et nip salt
30 gr smør
Chokoladeovertræk
250 gr mørk chokolade
50 gr smør
Bland alle de ingredienser til bunden i en foodprocesser og kør til det har samlet sig. Beklæd en ca. 20x20 cm form med bagepapir og tryk dejen ud i den. Jeg tog bagepapiret med dejen ud af formen for at rulle den lidt jævn. Bag bunden ved 185 grader i ca. 10 min. Den må kun lige tage lidt farve.
Imens laves karamelfyldet. Det hele kommes i en gryde, som bringes op og koge under konstant omrøring. Skru helt ned, så det ikke mere end kun lige bobler svagt, og lad det simre i 10 min. Rør af og til. Når det tykner og ændrer lidt farve, tages det af varmen, og hældes over bunden når denne har bagt de 10 min. Sæt det hele tilbage i ovnen og lad kagen bage videre i 12 - 15 min. Pas på, at karamellen ikke bliver for mørk.
Tag kagen ud af ovnen og lad den afkøle lidt.
Smelt smør og kom chokoladen i. Rør rundt indtil det er smeltet helt og er jævn. Hældes over kagen, som skal stå og afkølen/trække i ca. 24 timer. Ja desværre, men den bliver bedre af at stå. I starten er den ret hård, men bliver vidunderlig blød og sej når den har stået. Så laver du den i dag, passer det lige til adventshyggen i morgen.
Skær kagen i små konfektstykker. Pynt gerne med lidt revet hvid chokolade, glimmer eller andet.
Tænd adventskransen, hæld kaffe i koppen og server de små lækre stykker australsk kiksekage.
Skriv din kommentar her