Som jeg tidligere har fortalt om, har jeg fået bla. en stikkelsbærsirup fra Vibegaard til afprøvning. Den stod og fristede da jeg bagte de her boller, så den fik lov til at komme i dejen, istedet for sukker. Det giver en svag sur-sød smag, som passer perfekt til smagen af bygmel. De er faktisk så gode, at man nemt kan spise dem uden noget på, men en skive ost er også dejlig på bollen. Som et ekstra pift, penslede jeg bollerne med en blanding af stikkelsbærsirup og -saft, så de fik en flot farve, men også en let fedtet overflade med en dejlig smag.
3 dl vand
40 gr gær
1 spsk stikkelsbærsirup
1 tsk salt
½ dl olie
150 gr bygmel
100 gr fuldkornsrugmel
400 gr hvedemel
1 tsk stikkelsbærsirup
1 - 2 spsk stikkelbærsaft
evt. birkes
Gær opløses i det håndvarme vand. Bygmel og fuldkornsrugmel sigtes i sammen med salt. Stikkelbærsirup og olie tilsættes inden dejen æltes sammen med så meget hvedemel, at det bliver en smidig dej. Pas på ikke at komme for meget mel i, men kom det i af flere omgange. Dejen skal æltes godt og længe, så en røremaskine er absolut en fordel. Jeg lod den køre i mindst 10 min.
Kom dejen i et fad, og lad den hæve i ca. ½ time.
Kom den hævede dej ud på bordet og form 10 smukke runde boller, som efterhæves på bagepladen i ca. 15 min.
Bland stikkelsbærsirup og saft sammen og pensl bollerne let. Kom evt. birkes eller andre frø på.
Bages ved 180 gr i ca 10 min, alt efter din ovn.
Camilla
Hej
Kan man mon bruge byggryn i stedet for bygmel?
Mvh. Camilla
Ellen
Hej Camilla
Jeg ville i stedet for, bytte bygmel ud med tilsvarende mere hvedemel. Du kunne evt. koge grød af byggrynene og komme dem i bollerne 🙂
Ellen
Undskyld jeg ikke har svaret før.
Der skal ingen sukker i, siruppen søder nok efter min mening. Jeg har rettet fejlen, -så godt du lige spottede den 🙂
Fortsat god sommer.
Hilsen Ellen
Søren
Står der skal blandes sukker og salt, men ingen sukker oversigten over opskriften.