Er sådan en æggekage med sødekartofler, asparges, tomater og masser af purløg ikke bare lig med sommer? Jeg synes næsten solen skinner mens vi spiser den. Og det var drøn lækkert.
Der var ellers ikke meget solskin i morges da jeg kiggede ud på mine krydderurter. Græsset var hvidt af frosten, men pyt tænkte jeg, jeg har jo spande over de sarte krydderurter, så nul problemer. Men ak! Min japanske mynte og ananas-salvie var begge ret så slatne. Jeg tvivler meget på, at de kommer sig igen. Det var godt nok lidt øv. De burde være blevet lidt længere tid i drivhuset, men når solen skinner, glemmer jeg al fornuft, og synes bare der skal plantes. Mon jeg har lært det snart?
I mandags var vi en tur i Kolding, og der var vejret rigtig dejlig. Kunne man finde et sted med læ og sol, kunne man sagtens nyde en kop kaffe udenfor. Vi valgte nu at spise indendørs, men stadig i solen. Vi trænkte virkelig til noget at spise og en øl og et glas hvidvin. Vi havde nemlig været ude for at finde lidt nyt tøj. Og hold da op, det er svært når man skal finde noget. Heldigvis endte jeg med at finde en fin sort kjole, der sidder fint. Så vi mente vi fortjente noget at spise. Jeg fik en Bruce Lee burger, som bestod af en briochebolle smurt med tzatziki, oksekød, fetaost, oliven, bacon og selvfølgelig tomat, agurk, rødløg & sprød salat. Den smagte fantastisk, og jeg blev rigeligt mæt. Kunne endda ikke spise op.
Tøjet skal vi have på d. 6. maj, hvor min arbejdsgiver skal giftes med sin søde forlovede. Vielsen skal foregå i haven, så jeg håber indeligt, at det bliver rigtig forårsvejr den dag, så de får en fantastisk oplevelse sammen med alle gæster. Jeg glæder mig til at være med til at fejre dem.
I går aftes kom vores søde nabo over med 2 lune nybagte grahamsboller, som hun lige havde bagt. Hun syntes vi skulle have et par til kaffen. En sød tanke fra en sød nabo. Og jeg kan godt fortælle jer, at de smagte fantastisk.
Så selvom jeg ikke lige har været så flittig på bloggen de sidste par dage, har vi absolut ikke sultet 🙂
Rigtig god onsdag aften til jer derude.
Skriv din kommentar her