Fastelavn nærmer sig. Ja jeg ved nok, at det først er sidst i februar, men som blogger er man jo altid lidt foran. Og jeg synes altså at de smager perfekt her i januar måned.
I går fik vi den første sne. Ikke meget, men der kom en del byger med store flotte snefnug. Indimellem var der solskin, så det blev kun til lidt pudder på jorden. Men det var en smuk dag. I dag er der sol og frost, så hvad kan man mere ønske sig af vejret i januar måned.
Mens det sneede i går, gik jeg igang med at lave fastelavnsboller. Jeg synes nemt de bliver lidt tørre, så jeg satte mig for at prøve at lave en opskrift jeg kunne vende tilbage til hvert år. Efter et par forsøg, tror jeg at jeg fik den sammensat så jeg er tilfreds. Det blev ihvertfald til luftige, bløde fastelavnsboller med en god smag. Som et modspil til den søde vaniljecreme, prøvede jeg at komme lidt æblemos i. Og det virkede fantastisk godt. Jeg propper så meget fyld i som muligt, men dog stadig at dejen kan blive lukket tæt om fyldet. Jeg tænker også, at det måske var en god idé at fryse bollerne inden 2. hævning. Så må det være nemt at tage de frosne boller op, lade dem tø 1 time eller 2 på bagepladen, ind i ovnen og så er der hurtigt friskbagte fastelavnsboller.
De boller, hvor der kun er vaniljecreme, kan også skæres igennem og fyldes med flødeskum og æblemos. Så er der pludselig 2 slags af samme portion.
Det skal også lige siges, at der er absolut intet kaloriefattigt ved disse fastelavnsboller, og for den sags skyld, nok ikke ved nogen som helst udgaver af fastelavnsboller.
[ingredients title="Det skal du bruge til Fastelavnsboller"]
25 gr gær
2 dl let lunkent vand eller mælk
2 spsk sukker
1 knivsspids salt
½ tsk kardemomme
1 æg
150 gr blødt smør
ca. 400 gr mel
1 kg æbler
75 gr. sukker
½ stang vanilje
Kagecreme
2 æg
4 spsk sukker
2 spsk majsstivelse
3 dl mælk
1 vaniljestang
1 æg til at pensle med
Flormelis til glasuren[/ingredients]
Rør gæren ud i vand eller mælk. Tilsæt nu sukker, salt, kardemomme, æg, smør og halvdelen af melet og kør det hele på en røremaskine. Rør gerne omkring 10 min, så bliver de mere luftige. Du kan også gøre det i hånden, men det er nemmere på maskine. Det svinger lidt, hvor meget mel der skal bruges, og dejen må endelig ikke blive for fast. Så kom kun lidt i ad gangen, og når dejen begynder at hænge sammen, skal der kun kommes meget lidt i ad gangen. Dejen skal være blød kun lige så den ikke klistrer. Holder du dejen i hånden, kan den ikke holde faconen. Sæt dejen til hævning i 1 time.
Imens laver du fyldet, og begynder at glæde dig til resultatet.
Kagecreme:
Skær vaniljestange igennem og skrab kernene ud. Bland dem med lidt sukker. Alle ingredienser til kagecremen kommes i en gryde og varmes op til det koger. Kog den 1 min så den bliver tyk. Rør endelig i den hele tiden, så den ikke brænder på. Jeg koger den tomme vaniljestang med. Sæt cremen til afkøling.
Æblemos:
Skræl og tag kernehus ud af æblerne og skær dem i små tern. Kommes i en gryde sammen med sukker og kernene fra den halve vaniljestang. Kog æblerne i 10 min. Sæt dem til afkøling.
Når dejen har hævet godt, Tager du den ud på bordet og deler den bløde dej i ca. 16 stykker. Tryk med fingrene hver klump dej ud i den cirkel, og kom først lidt kagecreme på og dernæst lidt æblemos. Kun æbler, ikke væde. Skulle du tilfældigvis have lidt hakkede mandler eller hakket chokolade, smager det også fantastisk i bollerne.
Fold dejen som en pose og sørg for at der er lukket godt for fyldet. Læg fastelavnsbollen med sammenføjningen nedad på en bageplade.
Efterhæver ½ time, mens ovnen varmes op til 200 grader. Det er vigtigt at de er høvet, for at få en luftig bolle. Pensles med sammenpisket æg og bages ca. 10 - 15 min, eller indtil de er smuk gyldne.
Pyntes med glasur når de er afkølet. Da det er gærdej smager de bedst samme dag, men de er nu også fine dagen efter.
Jeg kom halvdelen af fastelavnsbollerne i en muffinsform for at holde på fyldet, men den anden halvdel, der blev bagt på pladen, løb der nu ingen fyld ud af. Men altid sjovt at prøve noget andet.
Skriv din kommentar her