Sponsoreret indlæg
Som tidligere skrevet, bød SMUK fest på mange nye tiltag også i år. Danish Crown og datterselskabet Tulip, som efterhånden har en del boder i bøgeskoven, inviterede onsdag eftermiddag på danmarkshistoriens første Meatcrawl. Det lyder voldsomt sådan at crawle rundt til kød-boder (altså ikke barer) og på en måde var det også, for vi blev virkelig mætte på den 1½ timers tur, hvor vi besøgte 7 af deres madsteder. Selvfølgelig er kødet i centrum her, det er jo Danish Crown, men det er ikke bare kød, men kød af en god kvalitet og korrekt tilberedt så det er fuld af kraft og smag.
Turen startede ved ”Pig Me – bacon baren”, hvor vi startede med Snack medisteren. En super lækker medister med chili og rosmarin. Smagen var perfekt afstemt, man smager krydderierne uden at det brænder, serveret som en hotdog, hvor brødet var udskiftet med salat. Pølsen blev serveret som forret i Goumetstalden under festivallen. Jeg glæder mig bare til at kunne købe den, og håber på den kommer til jul.
Jens Hansen, Pressechefen, fortalte, at der op til jul 2015 blev lavet ikke mindre end 1250 km medisterpølse, og for hver 10 cm pølse er der 100 gr kød. Det bliver da til en hel del.
Jens Hansen var også guide, men i den bagerste ende. Jeg lukker ledet, sagde han selv.
Undervejs på turen fortalte Micki Cheng, som var den ene af de fantastiske gode og humørfuldte guider på turen, hvad meatcrawl betyder, hvis man slår det på ”Urban dictionary”:
Meat crawl er når en mand når klimaks, bliver slået bevidstløs, slæbt væk og efterlader et spor – det er MEAT CRAWL!
Og lad os så komme videre - vi vil have noget KØD, masser af kød, siger Micki. Og vi følger alle efter den gule "kineser", som han selv sagde.
Regnen silede ned det meste af onsdagen, men som festivalgænger, er det bare på med regntøjet og så afsted. Humøret fejlede absolut intet.
Men da vi skulle op ad Dødemandsbakken, stoppede Micki op, og erklærede at nu kunne han ikke klare mere. Jamen dog, tænkte vi - lige indtil Jens hev termokander frem og serverede varme røde pølser herfra.
Jeg har nok spist rigtig mange af netop disse pølser som barn. Min far arbejdede på Skærbæk Slagteri, som det hed dengang, og der var ofte røde pølser med hjem. Jeg spiser stadig wienerpølser, dog uden farve, men nogen med kød i. Dem vi fik var der kød i, det kunne jeg hurtigt fornemme. (og var nu heller ikke i tvivl).
Historien om de røde pølser fik vi, mens vi spiste pølser med sennep og ketchup. For hov, Micki havde sennep og ketchup i pungen - altså sådan et mavebælte.
Historien om den røde pølse er, at fødevarekontrollen for langt over 100 år siden overhældte kød der ikke var blevet solgt på slagtedagen i kødbyen med rød farve, så det kun kunne afsættes til varmebehandling. Farven gav så pølserne et rødt skær og det blev med tiden udviklet til den egentlige røde pølse. Derfor er røde pølser et rente dansk fænomen – kun en ganske lille mængde eksporteres til Sverige.
Ved I foresten, at hver dansker spiser 57 pølser pr år. Tallet er kun baseret på salg i Dansk Detail, så pølsevogne m.m. tæller ikke med.
Turen gik videre og vi kom til Bøf Saloon, der så absolut er min favorit burgersted. Kødet er bare så mega lækkert, mørt og fuld af smag, fyldet nøje afstemt og der er lige tilpas, og selvfølgelig er det en god rustik bolle med en perfekt krumme. Vi fik en Kælen Kalv, men jeg har smagt alle de andre, og de kan alle anbefales. Det er lige før jeg sidder og savler bare ved tanken, om det langtidsstegte stykke tykstegsfilet af en dansk kalv. Kalvekød er lidt undervurderet, men det er så dejligt et stykke kød, så vi må lære at tænke, som Jens udtrykker det: ”Prøv med kal’ – det ka’ ikk’ gå gal”.
Lige ved siden af, ligger Burger Joint, hvor man også får gode og saftige bøffer, men som er af hakket okse. De små burgere vi fik, var perfekte, og det var den ret så store jeg fik senere på uge også. At man så får serveret super lækre pommes til, er jo bare endnu et plus. Der var altså ingen forskel på det vi fik på turen, og det man får når man køber.
Det var der derimod tydeligt på Dineren med de rød/hvid sofaer, skakternede gulv og servering på rulleskøjter. Omgivelserne er hyggelig og man mindes de gode toast-tider. Vi fik serveret halve toast, både med skinke og med bacon. Bacon var sprødt og der var et pænt stykke i hver halve toast. Da jeg kom søndag og ville have en bacontoast, blev jeg noget skuffet. Toasten var halvkold, sej og med et enkelt stykke halv-stegt bacon i. Hvorfor fik vi så sådan nogle skønne nogle da vi var på besøg? Er det sådan kunderne får dem, kan jeg desværre ikke anbefale dem.
Jeg kan godt fortælle, at vi var mætte. Men Micki trak os videre, for der var flere steder.
Pulled Pork med Nachos var også god. Et eller andet sted, synes jeg, at der manglede noget der kunne binde nachos og pulled pork sammen. Kødet var saftigt og smagte virkelig af noget. Der var tomatsauce på, men jeg ville foretrække smeltet ost, for at få retten til at blive en helhed. Måske smag og behag, men det skal prøves her hjemme.
Så kom turen til Gourmet Dog. Hotdogs er en dansk nationalspise. Egentlig startede den som en kogt pølse med et rundstykke som tilbehør, for nu at være nået til gourmet udgaverne. Vi fik smagsprøver på et par af dem, den ene mere krydret, end den anden. Men de smagte begge godt, selvom jeg nu stadig holder mig til de helt almindelige gammeldaws hotdogs. Men jeg så en del spise gourmet dogs, så de har helt sikkert været populære. Og da jeg kom søndag ved spisetid, og ville have en, var der desværre helt udsolgt. Måske det også bare var fordi jeg virkelig var mæt på det tidspunkt, at jeg ikke helt nød den.
Sidste stop var BACON. Og en mand ville helt sikkert være ellevild. En fakkel med bacon, masser af bacon og så bare spis løs. Mon det ikke ville være godt mod tømmermænd? Det var en god bacon, ingen tvivl, men altså - det er jo svært at pille fedtet fra, som vi kvinder så gerne vil 🙂
Desserten var der også tænkt på, og her var kvinderne også med. For en fløjlsblød flødeis krydret med bittesmå baconstykker, wauu - det siger jeg bare. DEN VAR GOD! - ikke for salt eller noget. Helt perfekt.
Der sælges årligt 10 mio. kg bacon i detailhandlen – over 100 skiver og næsten to kilo pr. år pr. person. I EU er Danmark på 2. pladsen når det gælder hvem der spiser mest bacon.
Alt i alt var det en rigtig god Meatcrawl med meget inspirerende guider, mange spændende fortællinger og gode smagsoplevelser.
Under festivallen kunne der købes et klippekort til de 7 madsteder, som man dog ikke skulle bruge på een dag. Heldigvis for portionerne er altså ikke små.
Jeg håber kortet kommer igen næste år, for det er en god og billig måde at få rigtig god mad på under festivallen.
Skriv din kommentar her