I morges, da jeg sad og spiste min morgenmad, var det lige før jeg fandt stearinlys frem. Der var bare mørkt. Ikke mørkt fordi det var tidligt, men fordi der virkelig trak op til regn og torden. Heldigvis blev det langt fra skybrud og tordenvejret var et enkelt lyn og et par brag. Så det var ikke så slemt. I stedet for at irritere mig over sommervejret, tænkte jeg at det måtte være det helt rigtige vejr at bage pandekager i.
Når jeg sådan står og bager pandekager, er jeg faktisk mæt bare af duften. Så det blev kun til enkelt med en kop kaffe til, da bagningen var overstået. Og så stod jeg der med flere pandekager og tænkte: hvad nu? Gemalen kom først senere, men hvorfor ikke lave en lagkage til ham (og jeg selv). Jeg har set flere lave lagkage af pandekager, så det måtte være godt. Og manner, - det er MEGA lækkert! Flødeskum rørt op med lidt hindbær sirup, friske hindbær og så pandekager. Og så ser det ret så flot ud.
[ingredients title="Pandekager"]
ca. 8 normal str. / 16 mindre - Een stor lagkage er nok til 4-6 personer.
- 2 dl mel
- 3 spsk sukker
- 3 æg
- 3 dl mælk
- 3-4 spsk øl
- flødeskum smagt til med hindbærsirup
- friske hindbær
- citronmelisse blade
Alle ingredienser piskes godt sammen. Øl, som også gerne må være hvidtøl, gør at pandekagerne bliver sprøde. Lad dejen stå i ca. 15 min.
Bag dine pandekager på en varm pande med smør. Jeg kommer lidt smør op panden for hver gang der kommer dej på.
Du kan vælge at lave een stor lagkage, eller gøre pandekagerne mindre og lave 2.
Pandekagerne skal køle helt af, inden du lægger dem sammen med flødeskum og friske hindbær. Andre frugter kan også bruges.
[/ingredients]
Du kan bage pandekagerne i god tid, og så lige smække lagkagen sammen, mens kaffen bliver brygget. Den imponerer altid, og ser da også flot ud.
Jeg havde lavet portionen til 2 lagkager, men det var altså for meget for mig. Laver du mindre pandekager, er det nok en god idé at lave 3 små lagkager i stedet for 2.
Skriv din kommentar her