Jeg husker ikke der blev lavet en hel masse hjemmelavet konfekt til jul, da jeg var barn. Men 2 ting blev der dog altid lavet, og det var marcipan i sådan nogle harlekintern, med lag i forskellige farver, og så var det pebermyntekonfekt. Netop pebermyntekonfekt, synes jeg kunne være lidt sjovt at prøve igen, og jeg legede så lidt videre med min mors opskrift (som er nøjagtig som alle andres).
Pebermyntekonfekt
1 bæger pasteuriseret æggehvider
ca. 400 gr flormelis
5 dråber pebermyntessens
Smarties til pynt
chokolade til overtræk
Hæld æggehviden op i en skål sammen med pebermyntedråberne. Sigt flormelis i, lidt ad gangen, og rør godt rundt. Massen skal være tør og fast, så man kan trille kugler af den.
Tril kugler af pebermyntemassen og tryk dem let flade.
- kom en smarties i midten, eller
- lav en fordybning i midten og hæld smeltet chokolade i hullet, eller
- tryk dem ganske let med en gaffel, så der kommer et mønster i
Stil konfekten til tørre et par timer, eller til dagen efter. Konfekten kan dyppes helt eller halvt i chokolade og drysses med lidt pynt. Jeg har brugt de små sølvkugler man kan købe, knust dem fint og drysset over den våde chokolade. Det giver et fin sølv-julet-sne drys.
Skriv din kommentar her