Vi har en rigtig dejlig café i Tønder, hvor vi er vilde med at komme. De har mange spændende specialiteter, der er en enorm hygge der og både ejere og personalet gør alt for at man skal føle sig velkommen der. Stedet er Johannes Kaffebar.
Jytte & Bo, som ejerne hedder, spurgte om jeg havde lyst til at afprøve "Æ Boef Bræt". Og sådan et tilbud siger jeg bestemt ikke nej til. Det lød jo spændende, og alt nyt afprøves meget gerne her.
I går smurte jeg de 2 egetræsplader godt ind i olie, som de har ligget og trukket nu, og det sidste tørres af med en tør klud.
I vejledningen der følger med pladerne, står en opskrift på Tournedos på Egetræsplanken. Men alle slags bøffer kan anvendes. Jeg tror såmænd også man kan bruge en hakkebøf, hvis det er det man gerne vil. I dag blev det kød fra en lille oksemørbrad.
Krydder bøfferne med salt og peber.
Vi valgte at brune bøfferne 2 min på hver side først, over direkte varme, det giver en flot farve, og en stegeskorpe. Egetræsplankerne lægges på grillen, på indirekte varme, og bøfferne ligges over på Æ Boef Bræt. Der er plads til at lægge lidt tilbehør også, så der kom et par fyldt champignon med også. Den bagte kartoffel blev lagt på ved siden af, men et par mindre kartofler kunne godt have været der. Så man kan faktisk lave hele på eet bræt.
Læg låget på grillen og lad dem ligge til de har den rette kernetemperatur. Jeg plejer at trykke let på bøfferne, og det passer som regel. Ca. 10 -15 min fik de på planken. Og sikke en dejlig duft der kom fra grillen. Man dufter tydeligt egetræet og røgen, mens det er i grillen. Det giver en rigtig grill-aften-stemning. Et glas vin skal selvfølgelig nydes mens kødet grilles - husk det, det er vigtigt.
Lidt saft fra bøfferne løber ud, og vil man undgå dette, kan man lave en kartoffelmos (gerne krydret med friske krydderurter), som sprøjtes ud som en ring omkring bøfferne. Det vil holde på saften, og give en lækker kartoffelmos.
Æ Boef Bræt med bøf og tilbehør serveres direkte på tallerkenen.
Og så er der serveret og der skal smages.
Bøfferne havde fået en dejlig farve.
Første bid synes jeg ikke smagte anderledes, men efter kort tid kom en ganske speciel og god smag frem. Det er en spændende, lækker og nem måde at lave grill mad på. Vi vil helt sikkert eksperimentere med flere typer kød, og bøf med kartoffelmos over skal helt sikkert også prøves. Det vil give en fin brun og sprød kartoffelmos.
Jeg kan varmt anbefale at købe 'Æ Boef Bræt' - så kan du også lave plankebøffer.
Det giver lækkert kød med smag af eg direkte fra grillen.
Jeg kunne godt finde på at forære et par væk som gave, og få dem pakket ind sammen med en god vin eller et par specialøl. Nogle spændende krydderier kunne også være super tilbehør. Men alt det får du en god vejledning i hos Johannes Kaffebar i Tønder.
Egetræet blev lidt mørkere og revnede ganske let et par steder, men ellers er det fint igen. Det kan bruges rigtig mange gange i løbet af sommeren.
Vasket og klar til en gang olie og grill igen.
I champignonerne kom jeg en blanding af:
2 spsk Flødeost
2 spsk gorgonzola
¼ rødløg i meget små tern
et blad porre i små tern
Salt og Peber.
Et utroligt lækkert og blødt fyld.
Kirsten pedersen
Hvor køber man brædterne til plankebøf ?
Venlig hilsen Kirsten