Reste Lasagne

Reste Lasagne

I forgårs fik vi en omgang sommerpasta med masser af grøntsager. Jeg fik dog lavet så stor en portion, at der var nok til i går også. Men i stedet for blot at varme det op, lavede jeg noget ala lasagne. Men altså, nu har vi igen rester til i dag. Jeg laver mad af rester + lidt nyt, og ups så er der igen rester. Det ender med, at vi spiser pastaresterne hele ugen. Lige nu nyder jeg bare, at der er super nem aftensmad i dag, hvor vejret bare er til at sidde ude i. Er det ikke bare dejligt?
Og du må gerne forkæle dig selv lidt til kaffen når solen skinner :-)

Jeg tænker på at bestille frø til køkkenhaven, og har lige fået planlagt hvad der skal i jorden. I år vil jeg have søde sukkerærter, dem vi spiser med skal. Jeg synes de er så fine, søde og sprøde i salaten, så det bliver fedt at have dem selv. Almindelige ærter skal der også til, ligesom gulerødder, radiser og salat. Så er der squash som jeg slet ikke kan undvære. Det kan jeg derimod fint med alle former for kål. Efter mit mislykkede forsøg med kålplanter sidste år, har jeg endelig indset, at det ikke lige er så smart i højbede. De skal have meget mere plads. Jeg overvejer også at plante det ene højbed til med sommerblomster, sådan ligesom en blomstreng, der kan tiltrække bierne. Og så er der også lidt at plukke af.

Faktisk er jeg ret overskudsagtig lige nu, for jeg har også lige rørt sammen til en gang boller, nu hvor ovnen alligevel var igang. Sikke en energi der lige var der.

Og så til opskriften på min lasagne af pastaresterne.
Det er faktisk lidt svært at sætte mængder på opskriften, da den jo blev lavet af rester. Men jeg har forsøgt nogenlunde at få det til at gå op.

Reste Lasagne

Kødsaucen:

  • 300 gr hakket oksekød
  • 1 hakket løg
  • 1 spsk. olivenolie
  • 150 gr groftrevne gulerødder
  • 5 sukkerærter i små stykker
  • 5 grønne asparges i mindre stykker
  • 2 stilke blegselleri i skiver
  • 150 gr ærter (de almindelige runde)
  • 1 tsk. tørret oregano/timian
  • ½ dåse hakkede tomater
  • 1 lille dåse tomatpure
  • ½ dl vand
  • pasta af ca. 200 gr rå pastaMornaysauce
  • 1 spsk. smør
  • 1 spsk. hvedemel
  • 1½ dl mælk
  • 80 g frisk mozarella, skåret i små tern
  • salt og peber

Sauter løgene løgtern  i olie til de er klare og bløde. Tilsæt kødet og brun det godt mens du rører rundt så det smuldrer. Så er det grøntagernes tur. Jeg havde grøntsagerne i min pasta, fordi det var rester fra dagen inden, men du tilsætter dem blot saucen nu, og svitser dem lige med.
Tilsæt hakkede tomater fra dåse, tomatpure, vand og krydderierne.

til saucen smelter du smør i en gryde, pisker melet ud i det til det bliver til en melbolle, og tilsætter vædsken. Pisk mens saucen koger, så melboller jævner saucen. Jeg vil gerne have den ret tyk, så lasagnen ikke bliver for flydende. Tilsæt ostetern og lad dem smelte med i saucen. Smag til med salt og peber.

Smør et ovnfast fad med smør eller olie, og kom lidt mornaysauce i bunden. Så halvdelen af pastaen, alt kødfyldet, resten af pastaen og slut med resten af saucen. Du kan også vælge at komme sauce over kødfyldet.

Fordel mozarella klatter på toppen og bag din lasagne i en 200 grader varm ovn i ca. 55 min. Mindre hvis du bruger en rest kogt pasta.

Til min lasagne fik vi en salat af grønne asparges, avocado, salat og tomater. Alt blandet med en god dressing og drysset med sesamfrø. Let og lækker til pastaen.

Print

Skriv gerne en kommentar - det gør mig altid glad.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*