Inden vi ser os om, er det påske. Det er lige om hjørnet, eller i hvertfald sidst i denne måned. Med al den sne og frost vi har haft den sidste uges tid, synes jeg at jeg længes endnu mere efter lunere vejr. Jeg kan så godt indrømme, at vi har fået en vinterret i går, (og vores livret), nemlig risengrød, og selvfølgelig var der en rest tilbage.
"Julen varer lige til påske..." mener jeg at have hørt en gang, så hvorfor ikke kombinere julens traditionelle ris a la mande med forårets gule farve. Godt inspireret af Nips fine Luksus ris a la mande kage, blev det til en flot gul kage der oser af påske og forår, og som er lige god til desserten i påskedagene, og som dessert til forårets fester.
Jeg lavede den i mindre kager, men portionen passer til en mindre form, og kan sagtens serveres som én stor kage. Er du ikke til smagen af mango, kan den nemt laves med f.eks. passionsfrugt smag.
[ingredients title="Risalamande i Somerklæ'r"]
passer til en lille springform (20 cm) og er passende til 6 pers.
- 2 bægre æggehvider(svarer til 3 hvider)
- 100 gr sukker
- 60 g mandler / mandelmel
- 80 gr marcipan
Pisk hviderne helt stive og tilsæt sukker mens du fortsætter med at piske. Pisk så længe massen er rigitg sej og stiv som til marengs.
Riv marcipanen ned i massen og vend det rundt. Vend mandelmel i eller hak først dine mandler så det bliver til en grov mel, inden det vendes i.
Kom marengsmassen i en form der er beklædt med bagepapir, og sæt det i en 180 grader varm ovn og bag i ca. 30 min. Tag kagen ud og lad den afkøle.
- 3 blade husblas
- 250 gr risengrød der er kold
- 50 gr sukker
- kerner af ½ vaniljestang
- 2 dl fløde
Sæt husblads i blød i rigeligt kold vand i 10 min.
Lun forsigtigt risengrøden sammen med sukker og vaniljekerner.
Tag husblads op af vandet og smelt det over vandbad, Lad den afkøle lidt, inden den hældes i en tynd stråle i den lune risengrød mens der røres heftigt, så der ikke kommer husblasklumper.
Lad grøden køle af, inden du tilsætter flødeskum af de 2 dl. fløde.
ELLER pisk fløden til skum. Bland den med den kolde risengrød, sukker og vanilje. Smelt og afsval husblas inden det hældes i en tynd stråle i risengrøden med flødeskum. Pisk godt samtidigt.
Lad risengrøden afkøle lidt mere, inden den fordeles ud over kagebunden. Det hele stilles på køl 3 timer, så grøden er fast.
- 1½ blad husblads
- 1½ dl Mango Pure Balsamico
- Citron Tangperler til pynt
- hvid chokolade til pynt
Sæt husblads i blød i rigeligt koldt vand i 10 min.
Varm Mango Pure Balsamico op i en gryde. Vrid hublads let for vand og smelt den i mango citronsaften. Lad geléen køle lidt af inden den hældes over kagen.
Sæt den igen på køl til geléen er stivnet.
Inden servering pyntes med finthakket chokolade og Citron Tangperler.
[/ingredients]
Så er der påske/forårskage til dessert. Eller vi vælger at nyde den til en kop kaffe senere i aften. Det er jo lørdag, og der må gerne hygges lidt med kage til kaffen i dag. I morgen er det søndag (plejer det jo at være efter lørdag), og jeg skal sove længe, drikke morgenkaffen det meste af formiddagen, læse et par timer og og så slappe af resten af dagen. Lyder det ikke som den perfekte søndag?
Håber i også må nyde jeres weekend på den måde I holder mest af.
Vivian
Hej.
Jeg vover din kage som dessert her til nytårsaften. Jeg skal bare lige vide, hvornår fløden gør sin entré? Efter husblasen?
Ellen
Hej Vivian
Jeg lader grøden køle lidt af, inden jeg vender flødeskum i.
Du kan også komme flødeskum i den kolde risengrød, og herefter komme afsvalet husblas i samtidig med du pisker med håndmikser.
God aften og Godt nytår til dig.