Langt de fleste får Risalamande med kirsebærsovs. Det gør vi også her, på selveste juleaften. Men i weekenden ville vi prøve noget andet, og jeg lavede derfor en sveskemos med kanel. Det blev rigtigt godt, og blev rost af gæsterne.
Selve Risalamanden blev lavet på helt traditionel vis, med risengrød, sukker, vanilje og mandler, og så lagt i lag med sveskemosen.
Kanelsvesker
300 gr svesker
1 dl vand
sukker
kanel
Kog sveskerne i vandet til de er kogt let ud. Blend dem med Bamixen og smag den varme mos til med sukker og kanel. Kom lidt i ad gangen, så kanelsmagen ikke overdøver sveskerne, men blot understøtter.
Er mosen for stiv, tilsættes lidt mere vand.
Afkøl mosen.
Læg risalamande og den kolde sveskemos skiftevis i et portionsglas. Drys lidt kanel på toppen og server for dine gæster.
Skriv din kommentar her