God hakket oksekød kan hurtigt laves til en god og saftig bøf. Vælg kød af en god kvalitet, - så får du den bedste bøf. Med lidt topping og et passende tilbehør, har man næsten et lille festmåltid på en hverdag.
Men kødet er ikke det vigtigste på vores tallerken, - det er grøntsagerne. Jeg har i dag fået varer fra Årstiderne med de skønneste økologiske grøntsager (og også frugt). Med i kassen var der en pose gulerødder, ja faktisk 4 forskellige slags var der i posen. Hvad de forskellige smukke farver skyldes ved jeg ikke, men de smager næsten ens, og det giver nogle smukke grøntsager på tallerkenen.
Gulerødderne brugte jeg sammen med kartoflerne.
Oste Grøntsager
5 gulerødder
5 kartofler
Lidt broccoli
Ostesauce
salt, peber
rasp og hakkede nødder
Grøntsagerne skæres i tynde skiver, og lægges lagvis i et ildfast fad. Øverst et par buketter broccoli. Ostesaucen, som man selv kan lave, eller snyde og købe en færdig Mornaysauce, hældes over så det lige dækker. Øverst drysses rasp blandet med hakkede nødder. Kom et par tynde klatter smør på rasp/nøddeblandingen. Man kan også vælge at komme revet ost på i stedet for.
Smid det i en 200 gr varm ovn, og lad det stå der i ca 45 min.
Senneps Bøf
300-400 gr god oksefars
2 tsk rødbedesennep - andet grov sennep kan også bruges
salt, peber (jeg brugte Urtesalt)
Blandes godt sammen og formes til 2 pæne bøffer.
Steges på en pande med smør.
Imens kan toppingen laves.
½ rød peberfrugt
1 stilk bladselleri
2 mindre tomater
Skæres i tern og skiver, vendes på en varm pande så de er møre, men stadig med bid i. Til sidst vendes tomater, der er er skåret i kvarte, i, og vendes rundt i blandingen.
Oste grøntsagerne er ikke så fotogene, men det smager rigtig godt. De røde gulerødder gør sovsen lyserød, så der er lidt tøset over maden 🙂
Skriv din kommentar her