Der er rigtig stille søndag her i dag. Det eneste jeg laver er, at få det hele pakket ud, som jeg har haft med - vasket af og sat væk igen.
Et par skiver toastbrød, som var tilovers, blev til frokost i dag. Jeg smurte dem med lidt smør, kom ost, skiver af banan, et par klatter chokolade på, og så klappet sammen og i toasteren. Det smagte utroligt godt, så det bliver ikke sidste gang vi får den sammensætning. Da jeg kom i min brødkasse, lå der også et par halvtørre flutes, som blev forvandlet om til chips til sommeren på terrassen. Det er en super udnyttelse af de gamle brødrester, og nemt er det også.
Rester af flute eller andet skæres i så tynde skiver som muligt. Lægges på en bageplade med bagepapir, dryppes lidt med olie og får et pænt kværn salt. Brug gerne et af saltene med krydderurter, så får de ekstra spændende smag. Så er det bare i ovnen ved 150 grader til de er let lysebrune, tørre og sprøde. Afkøles og gemmes i en kagedåse.
De er rigtig gode med lidt dip, som aftenens chips. Billigt, sundere og man kan næsten altid hurtigt lave dem.
Nu bliver resten af dagen brugt med benene oppe, kaffen inden for rækkevidde og så min elskede bog. Så kan jeg klare mig.
Må alle I andre også få en helt fantastisk søndag!
Skriv din kommentar her