Så er der atter en ekstra fridag. I mere end 300 år, har den 4. fredag efter påske, været fast bededag i kirkerne. For mig er det nok mere en dejlig fridag i foråret, men mange steder er der også netop denne fredag konfirmationer. Og så er der også en helt fast skik forbundet, nemlig at vi spiser varme hveder.
Tidligere bagte bagerne hvederne, så de kunne holde fri om fredagen og alle alligevel havde brød. På selve bededag ristede man nemlig hvederne og spiste dem der. Elllers måtte man intet lave efter at kirkeklokkerne havde varslet hvile torsdag aften, og alt arbejde var forbudt og man skulle også afholde sig fra rejser, leg, spil og al slags "verdslig forfængelighed". Nogle ha måske tænkt at dagen burde hele Lang Bededag istedet for Store Bededag. Så striks er det heldigvis ikke i dag. Men vi har fri fra arbejde og det er en helligdag.
Når du nu alligevel har fri, hvorfor så ikke lige smække en lækker sund chokolademousse på bordet og overraske familien? Ja du læste helt rigtigt. En chokolademousse kan være sund, eller ihvertfald sundere. Denne her er nemlig ikke med masser af fløde, men med noget så godt som avocado. Jeg har tidligere lavet is af avocado, og nu også dessert med chokolade.
Min dessert blev serveret i min svigermors fine kopper, som alle 12 er forskellige. Samlekopper hedder de. Kop, underkop og tallerken hører sammen, men ikke 2 er ens. Åh hvor jeg husker når min svigerinde og jeg skulle dække bord med disse kopper. Vi var bestemt ikke vilde med det, det gik for langsomt for os. Så vi var begge enige om, at dem ville vi aldrig arve. Nu er min svigermor ikke længere, og min gemal kom hjem med netop disse kopper. Og jeg er glad for dem. De er flotte og sjove og så er de super flotte til at servere chokolademousse i. Så nu tænker jeg: "godt han arvede dem!".
[ingredients title="Sund Chokolademousse"]
4 kopper/glas
- 100 gr god mørk chokolade
- 200 gr avocado kød (uden sten og skal) = 2 avocadoer
- 6 spsk kaffesirup/ahornsirup
- 2 spsk stærk kaffe
- 2 tsk Whisky-Appelsin-Chokolade Likør
- evt. flødeskum til pynt
- citron Cavi-art tangperler til pynt
- revet chokolade er også god som pynt
Smelt chokoladen over vandbad og bland sirup, kaffe og likør i.
Kom chokoladeblandingen i blenderen sammen med avocadokødet og blend godt. Den bliver luftig og tykkere.
Fordel i 4 kopper eller 4 glas og stil dem på køl 1 time, så chokoladen lige sætter sig lidt. Den kan står længere, men bliver lidt mere bastant efter længere tid. Ikke fordi det gør noget, og slet ikke hvis du vælger at pynte med flødeskum.
En dejlig let dessert som har en intens chokoladesmag (og mætter pga. avocadoen). Og lad så bare dine gæster gætte på, hvad der er i desserten.
[/ingredients]
Et lille glas Whisky-Appelsin-Chokolade Likør er nu slet ikke så dårlig til. Og så er kaffe altid god til chokolade.
Skriv din kommentar her