Indeholder affiliates links
Jeg elsker det. At jeg kan spise en portion is, og samtidig have fuldstændig ren samvittighed. Og det er til med også så nemt, at man næsten ikke vil tro det. Der skal kun bruges bananer, en blender og en fryser. Ingen sukker og ingen fløde, og alligevel får man en cremet og lækker is. Jeg kom lidt chokoladestykker i, men det behøves absolut ikke. Men jeg tror så nok, at man skal kunne lide bananer for at synes det er en så god is som jeg skriver.
Jeg har flere steder læst, om nogen der fryser halve bananer, overtrækker med chokolade og spiser dem som is. Men jeg synes altså de er mega hårde når de lige kommer fra fryseren. Det er den her is slet ikke. Den er bare mega lækker.
Det er ellers blevet lidt mere køligt, og efter hvad de der vejrmennesker siger, skulle det blive endnu køligere. Så det er måske ikke lige is-vejr. Men så kan man bruge den som "venter-på-sol-is". Det vil faktisk også være en god idé, altid at have et par bananaer i fryseren. Så er der altid hurtig is. For den kan nemt spises direkte fra blenderen.
Nu er det vist på tide at få den opskrift. Og hold nu fast - når I får ingredienslisten.
Banan Is (2 pers)
4 bananer (af de små)
2 spsk hakket chokolade (med top)
Det bliver 2 gode portioner. På billedet er der 1 portion.
Skræl og skær bananer i ca. 6 stykker. Bananstykkerne kommes i en frysepose og i fryseren mindst 4 timer, men gerne længere.
Når is-trangen melder sig, tages bananstykkerne ud af fryseren og kommes i en blender sammen med chokoladen. Kør, kør og fortvivl ikke, fordi det bliver til en grynet masse. Bare kør videre, og lige pludselig er der lækker cremet is.
Skrab isen ud i en skål og spis den direkte. Eller kom det i fryseren, og gem til senere. Isen kan nemt kugles op, og er cremet og fin.
Ja jeg synes altså det er genialt!
Så fik den ellers så dejlige banankage, som jeg også er vild med, en konkurrent. Måske den skal bages en af dagene.
Skriv din kommentar her