Jeg har tidligere lavet Tiramisu, men denne gang bagte jeg selv bunden. Det er super nemt, og smager en hel del bedre end de tørre "fingre" man normalt bruger.
Tiramisu med Bisquitbund
100 gr sukker
4 æg
1 vaniljestang
100 gr hvedemel
25 gr rugmel
250 gr mascarpone
150 gr flødeost
50 gr sukker
½ hyldeblomstekstrakt
50 gr. chokolade
1 kop kaffe og lidt kakao
Pisk æg, sukker og kernerne fra vaniljestangen i ca. 10 min, så den er godt skummende. Vend forsigtigt de 2 slags mel i æggemassen, og kom den i en lille bradepande der er foret med bagepapir.
Bages ved 160 grader i ca. 20 min.
Vend den ud og lad den afkøle, inden den skæres i 2 lige store strimler.
De to slags ost piskes sammen med sukker. Kom hyldeblomstekstrakt i lidt efter lidt. Den skal være lind men ikke flydende. Chokoladen hakkes meget fint, og blandes i til sidst.
Hvis du ikke har drukket kaffen, skal den bruges nu. Pensl begge bunde godt med kaffe, smør ostemassen på den ene bund, læg den anden bund over, og smør resten af osten på toppen. Glat det ud og drys med kakao på toppen.
Kagen skal trække nogle timer, og bliver ikke dårligere af at stå til næste dag.
Jeg serverede marinerede jordbær til.
Marinerede Jordbær
1 dl. hyldeblomstekstrakt
saft og skal af ½ økologisk citron
2 tsk sukker
basilikum blade (kan udelades)
Jordbær
Bland ingredienserne til marinaden og lad det stå og trække lidt, inden de halve jordbær kommes i. Lad det stå på køkkenbordet ca 1 time inden servering.
Skriv din kommentar her