Brødtorte med flag og lys

Brødtorte med flag og lys

Som jeg skrev i mandags, har vi fejret fødselsdag. Fødselsdagsbarnet er ret vild med lagkage, men når man kun er 2 personer, er en hel lagkage lige i overkanten. Så det blev til 2 små portions-lagkager istedet for. Men lys og flag skulle ikke mangle, og en lille fødselsdagssang blev det også til. Vi har vel lov at være børn en gang imellem :-)

Lagkagen, ja det var en rigtig sønderjysk af slagsen, nemlig en brødtort. Denne lækre lagkage var tidligere en fast del af sønderjysk kaffebord. Det er mange år siden jeg har oplevet et sådan, men jeg mindes stadig, når min mormor diskede op med de utroligt mange slags kager. Og man skulle smage hver og en. Jeg er nu glad for, at det ikke er almindeligt længere, for sikke dog et kageorgie. Jeg har dog for nyligt læst om kagebrunch, som næsten kan være en mini udgave af det store sønderjyske kaffebord.

brodtorte_2
Brødtorte er lagt sammen med flødeskum, men kagen er bagt med gammelt rugbrød – så det kan vel ikke være helt galt? Og helt i tråd med “stop-spild-af-mad” er det jo også, – så min samvittighed er næsten helt “ren”. Eller jeg fortrænger i hvertfald kalorierne.

Inden I bliver trætte af alt mit snakken udenom, må I hellere få opskriften. Det er selvfølgelig min mormors gode opskrift.

brodtorte_3Brødtorte
6 æggehvider
6 æggeblommer
230 gr sukker
1 spsk kartoffelmel
2 spsk kakao
70 gr hakkede nødder
160 gr revet rugbrød
2 tsk bagepulver

½ l fløde
solbærmarmelade
chokolade til pynt

Pisk æggehviderne stive og stil dem til side.
Riv rugbrød til en grynet masse. Det er bedst med brød uden kerner.
Pisk æggeblommer og sukker luftig og skummende. Kom kartoffelmel, kakao og bagepulver i æggesnapsen og bland godt. Tilsæt også det revne rugbrød samt hakkede nødder.
Tilsidst vendes de stive æggehvider forsigt i dejen og den kommes i 2 smurte springforme.

Bag bundene ved 185 grader i ca. 45 min.

Lad bundene stå til de er kolde og tag dem så ud af formen. Pisk fløden til skum. Læg den ene bund på et smukt fad og smør et tyndt lag solbærmarmelade ud over. Kom et lag flødeskum over og dæk med den anden kagebund. Smør flødeskum over den øverste bund og evt. også ned om siderne.

Pynt kagen med revet chokolade og server til en god kop kaffe. Kagen bliver bedst, hvis den får lov til at stå og trække lidt.

Er du i festhumør eller har nogen fødselsdag, så pynt kagen med flag og lys.

2 Comments

  1. Hej

    Har lige fundet din blog. Det ser spændende ud og nu sidder jeg og tænker: Hvem er bag ved bloggen?

    Kh
    Hanne

    • Hej Hanne.
      Der er en kvinde fra Skærbæk, som elsker at lege med maden og fotografere den, bag bloggen :-)

      Hilsen fra Ellen

Skriv gerne en kommentar - det gør mig altid glad.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*